ELLEs Fashion Director overværede Tommy Hilfigers SS19-show, hvor Tommy Hilfiger selv, sammen med brandets ambassadør, Zendaya, præsenterede en stærk 'See-Now-Buy-Now-kollektion inspireret af 70'ernes popkultur og kvindelige, amerikanske ikoner.
For ELLEs Fashion Director Barbara Gullstein har den franske og parisiske modescene dannet ramme for den seneste uge, hvor hun sammen med resten af den internationel modepresse og influencere har overværet de franske modehuse fremvise deres AW19-kollektioner.
Tommy Hilfiger er som bekendt et amerikansk modehus, men ikke desto mindre ofte at finde udenfor landets egne grænser, når det gælder fremvisningen af husets kollektioner. Tidligere har byer som Shanghai, Milano og London været udvalgt som lokation for modehusets ‘TOMMYNOW’ shows og de populære ‘See-Now-Buy-Now’-kollektioner, og nu var turen kommet til byernes by, Paris.
Med brandets nye ambassadør, den amerikanske skuespiller Zendaya, fremviste Tommy Hilfiger en stærk SS19-kollektion, og et show, hvor der hverken var sparet på showeffekter, celebrity-gæster eller glamour.
ELLEs Fashion Director Barbara var ikke kun blæst bagover af stemningen, men i den grad også kollektionen, som bød nogle af sæsonens stærkeste trends i form af knæ-lange støvler, glat læder og denim:
“Stemningen var fra start sat med rullerskøjte-dansere i bedste Soul Train stil, der varmede publikum op til et positivt og inkluderende SS19-show. Jeg elskede deres ‘All American’-70’er referencer, som blev energisk fremvist af smukke afro-amerikanske modeller i alle nuancer og former. Kollektionen indeholder en masse lækre suits (som enhver ELLE-læser måske ved, at jeg er stor fan af!) og smukke kjoler i materialer og snit, der gør dem perfekte at danse i”, lyder det fra ELLEs moderedaktør.
Kollektionen er lavet i samarbejde med brandets ambassadør, Zendaya, og var netop inspireret af popkulturen i 70’ernes USA, og hyldede nogle af tidens mest ikoniske kvinder, og modelcastet bestod derfor også udelukkende af amerikanske modeller på catwalken.
I galleriet har ELLEs Fashion Director udvalgt sine 10 favorit-looks fra Tommy Hilfigers ‘TommyxZendaya’-kollektion, som tradition tro, er en ‘See-Now-Buy-Now’-kollektion, og derfor allerede nu er tilgængelig i butikker og online verden over.