Milan Fashion Week viste minimalisme med lidt ekstra
Af Barbara Gullstein - 24/09/2018
Home / Mode / Modeugen / Milan Fashion Week viste minimalisme med lidt ekstra
ELLEs Fashion Director Barbara Gullstein er tilbage efter en berigende modeuge i Milano og fremhæver her sine fem favoritter fra Milan Fashion Week.
De internationale modeuger er over os, og lige i halen på London og New York, trak modefolket til Milano under Milan Fashion Week, hvor de sofistikerede italienske darlings fremviste deres bud på forårs/sommermoden anno 2019. Og som altid gjorde de kære italienere det multo bene!
Fra quirky og ladylike 60’er referencer hos altid farverige og trendsettende Prada til etniske detaljer hos Roberto Cavalli (i den signaturtro naturfavede palette) og mønster- og materiale-mix hos Max Mara.
Alt i alt en berigende modeuge a la bella italia! Bravo!
I galleriet nedenfor har jeg udvalgt mine frem favoritter fra Milan Fashion Week. Swipe og få forklaringen på, hvorfor netop disse looks og detaljer skiller sig ud.
Foto: Foto Mega
Prada
Der var masse af 60’er referencer i kollektionen, der samtidig kunne byde på fornyelse: Det var en klassisk, men uventet sammensætning, der gjorde Pradas næste kollektion spændende. Tie-dye print, preppy accessories som knæstrømper og Mary Jane-sko, samt et quirky element i form af oversize hårbånd spillede alle flot sammen.
Foto: Mega
Fendi
Fendi viste en fantastisk smuk lady-like kollektion, der havde fået selskab af transparente materialer, store lommer og sportswear. Alt dette spillede flot sammen, og Fendi viste ikke blot at de er dygtige til tøj, men deres tasker fik også en god portion opmærksomhed. Baguette-tasken står til at få sin revival og bæltetasken napper endnu en sæson.
Foto: Mega
Max Mara
En hær af supermodeller fremviste en stærk Max Mara kollektion med tone i tone, tern på tern og prikker på prikker. Her var der ikke noget mønstermix og mis-match, men masser af ro og styrke. Dette gav plads til et fantastisk spil af materialesammensætninger som lak, læder og uld.
Foto: Mega
Roberto Cavalli
Som altid var der masser af dyreprint, etniske detaljer og bar hud i Roberto Cavalli’s SS19 kollektion, men denne gang havde der også sneget sig nogle herresilhuetter ind. En blazer tilsat cykelshorts i samme print, viste sig at fungere fantastisk sammen.
Foto: Mega
Jil Sander
I sin enkelhed fungerer Jil Sander bedst i neutrale nuancer og rene, dog komplicerede snit, og denne gang var ingen undtagelse. Smukke lag, nyfortolkning af ballerinaskoen som vi kender den, og broderede tegninger udgjorde en gennemført kollektion, der blev akkompagneret med smukke tasker og smykker.