Pamela Anderson beviste (igen), at hun er det hotteste navn i Hollywood lige nu.
ELLE var inviteret til Miami af Hugo Boss.
Rygterne havde sviret i dagevis over hele Miami, hvor verdenspressen, influenter og celebs var fløjet ind i anledningen af det tyske modehus Boss’ SS23-show.
For i kølvandet på den (virkelig fine, red.) Netflix-dokumentar er den tidligere Baywatch-stjerne Pamela Andersson nemlig igen blevet USA’s p.t. hotteste A-list. Hende alle vil have et glimt, et drys eller en bid af.
Da hendes to sønner få timer før show-start blev spottet i lobbyen på hotellet, hvor de fleste af os var indtjekket, steg hypen i den grad omkring showet, som onsdag aften løb af staben med Biscayne Bay i Miami som charmerende backdrop.
Og rigtig nok – efter en halv times forsinkelse – trådte Pamela herself som den første op på catwalken. I et nærmest no-makeup-look, som i dokumentaren, iført et casual hvidt oversize suit med cutouts og kig til den bare ryg. Et look, der på mange måder definerede showkollektionen, som i øvrigt allerede i dag er tilgængelig i Boss-butikker og online verden over.

Blazere med markeret talje og cool detaljer tilsat enten sæsonens knælange shorts, pencilskirts eller som i Pamelas tilfælde; løse bukser.
Sensuelle see-through-skjorter, smygende nederdele og kjoler som ’tuber’ eller i fed tung silke og ej at forglemme de cool veste – også blot som ’forstykke’ eller i lange udgaver – dominerede catwalken sammen med et stjernespækket cast, der også talte supermodellerne Naomi Campell og Amber Valetta, DJ Kaleb og stjernestylisten Law Roach.

Farveskalaen var ren ’Boss’sk’ med sort, hvid, blid lyseblå og en delikat sart gurkemeje som kollektionens appetitlige krydderi.
Se (og køb) hele kollektionen herunder.














