Modeugen

Kristian Hindø-Lings anmelder: Saks Potts-showet var ”open to all”, men er brandet også det?

- 12/08/2022

Det hele startede med vaskebjørnspelse i slikbutiksfarver, som skabte stor succes for Barbara Potts og Cathrine Saks, og som pludselig gjorde de to kvinder til allemandseje. Et årti er næsten gået, og Saks Potts er vokset op og blevet moden. Følger kunden med?

Kristian Hindø-Lings, der er stylist og indkøber hos Magasin, anmelder Saks Potts’ show under den københavnske modeuge

Lad mig starte her: Hvordan anmelder man sine veninders show? Det er et problem, som den danske modebranche lider stærkt under.

Google fortæller mig, at vi er lige under seks millioner mennesker her i landet, hvoraf – om end det kan føles sådan – vi altså ikke alle arbejder i modebranchen.

Det gør kompleksiteten stor, når vi internt skal give hinanden konstruktiv kritik, og i stedet ender det ofte ud i vattede skulderklap, der ikke rigtigt hjælper nogen. Denne kompleksitet er også at finde i min anmeldelse af Saks Potts: Et brand, jeg har fulgt fra dag 1 og holder meget af.

Det er torsdag kl. 15:30, og Kongens Nytorv er badet i solen, der skærer i de sultne øjne på cirka 4.000 personer, der er stimlet sammen for at se, hvad Barbara Potts og Cathrine Saks har fundet på denne sæson.

Det hele startede med vaskebjørnspelse i slikbutiksfarver, som skabte stor succes for Barbara Potts og Cathrine Saks, og som pludselig gjorde de to kvinder til allemandseje. Et årti er næsten gået, og Saks Potts er vokset op og blevet moden, og spørgsmålet, jeg stiller mig selv på bænken med ryggen til Christian den 5. på sin høje hest, er, hvorvidt kunden, der køber Saks Potts, er forblevet det samme.

Foto: Copenhagen Fashion Week

De to kvinder er begge blevet mødre – Cathrine Saks for bare én uge siden, og der er ingen tvivl om, at de to kvinder har en særlig evne til at ramme en helt særlig nerve, man som beskuer – og branche – kun kan misunde. Det er svært at definere, hvad Saks Potts kan, men alene det at kunne tiltrække 4.000 personer til et såkaldt ”open to all”-show midt i sommerheden siger ikke så lidt. En relevant overvejelse er til gengæld, hvorvidt brandet også er open to all. Det vender vi tilbage til.

På Kongens Nytorvs brosten kommer første model trissende i vintage Manolo Blahnik-sko, der også var gennemgående i Saks Potts’ show under vintermodeugen i København. Der er tydelige referencer til en tidsalder, hverken skribenten i denne anmeldelse eller kvinderne bag kollektionen selv har levet i, men i stedet for kun at bringe referencerne tilbage fra dengang, så ville det klæde en kollektion som denne, og så mange andre, med sko, der gør gangen let og elegant.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Læder i ombré fra brun til sort, denim i både cargo-bukser og jakkesæt, stribet bomuld og pink pailletter, sprøde, gennemsigtige materialer i lag-på-lag og guldlæder er omdrejningspunktet for denne kollektion, der fint følger takt med Copenhagen Fashion Week’s forbud mod pels, som jo som førnævnt var, hvor succesen bag Saks Potts startede.

Også mavebælter med frynser, guldbikinier og 00’er-favoritten body chains er på rundtur rundt om den tidligere konge. Saks Potts-veninderne er der, og blandt dem er også influent Pernille Teisbæk.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Mange ord er skrevet, og hvis man kigger på Instagram, er der ingen tvivl om, at Saks Potts nye kollektion nok skal blive en succes.

Særligt de smukke læderjakker i Versace-guld, det sprøde stribede bomuld, farvekombinationerne og lagene ligger hjertet nær. Men et spørgsmål mangler fortsat at blive besvaret: Saks Potts-showet var ”open to all”, men er brandet også det?

Foto: Copenhagen Fashion Week

Der er klart et stykke vej til inklusion af de kroppe, der ikke er lange og slanke. De to kurvede kvinder iklædt henholdvis et todelt hvidt bomuldssæt og en guldbikini med en halv slå-om-nederdel viser, at intentionen om at være et brand for alle er der, men at der er vej endnu.

Og hey, hvad gør det, når fundamentet er så godt, som det er her.

Se hele Saks Potts’ show her:

Læs ogå

Ayşe Dudu Tepe anmelder: ”I min optik er OpéraSport mere tøj end mode”