Modeugen

Kristian Hindø-Lings anmelder: Hos (di)vision er de færdige med 90’erne – her er årtiet, der hitter

- 10/08/2022

Ungdomskultur er mange ting, men hos (di)vision er det at arbejde med, hvad man allerede har og få det bedste ud af det. Om det er overskydende metervarer fra anerkendte modehuse eller jeans fra den lokale genbrugsbutik – denne gang med et særligt besøg i 70'er-garderoben.

Kristian Hindø-Lings, der er stylist og indkøber hos Magasin, anmelder (di)visions show under den københavnske modeuge

Tirsdag aften klokken 20:30 er solen på vej ned over Refshaleøen i København, og rundt omkring Hangaren stimler familie og venner af (di)vision sammen for at se, hvad søskendeparret Simon og Nanna Wick vil præsentere for os denne sæson.

Sammen har de skabt, hvad de selv omtaler som et koncept, hvor deres brandidentitet brænder igennem i forskellige aspekter. Navnet på dette koncept kommer fra processen, hvor én bliver til to – Enten tager du én jakke og laver den til to, eller tager to tanker og gør det til én vision.

Skoven er belagt med flis og indrettet med både skamler, havestole og sofaer fra Gubi. Men det er hverken skovens ro eller dansk møbeldesign, der har inspireret det, vi skal til at se.

”Til denne kollektion har vi dykket ned i filmen ’Apocalypse Now’ fra 1979, som handler om Vietnamkrigen. En film, hvis tematik både Nanna og jeg var meget grebet af,” siger Simon Wick, da vi møder ham backstage efter showet. Kollektionen afspejler søskendeparrets kig ud på verden og alt det, der sker lige nu.

”Filmen handler om, hvordan man som soldat navigerer igennem krig, som afspejler, hvad der sker i verden lige nu. Denne kollektion er mere inspireret af filmens helhed end en bestemt tidsperiode som sådan, men vi laver patchwork og har altid gjort det, og hvis der er noget, der er 70’er, så er det patchwork,” siger Simon Wick.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Hvis man kigger tilbage i arkivet på det, som (di)vision på deres bare fire år har skabt, er der ingen tvivl om, hvorvidt at bomberjakken har haft en stor indflydelse på alt det, som Simon og Nanna Wick står med i dag. Og netop samme var også at finde i kollektionen, men heldigvis syner det, at (di)vision også vil være andet end Instagram-favoritter.

Alle produkter, der har et hangtag med (di)vision på, er genanvendt på ny. Det har været ”nemt” for søskendeparret tidligere, hvor farvepaletten har været styret af, hvad der skulle have nyt liv, men denne sæson var der tydeligt brugt længere tid på at finde metervarer, der gav dem frihed til at designe fra bunden.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Blandt de 44 looks, som (di)visions forårs- og sommerkollektion 2023 bød på, var Simon Wicks egen favorit ét bestemt materiale, der gik igen:

”Det denim, vi har lavet på tværs af kollektionen, hvor vi har formået at producere en reel denim-kollektion, der er upcycled fra bunden og samtidigt kan mere end vores tidligere, er noget, jeg er særligt stolt af,” siger Simon Wick.

Også i den netop omtalte denim var inspiration fra 70’erne at finde. Her så vi jeans med flare, denim i armynuancer i det velkendte patchwork og en særlig skøn smækbuksekjole båret af Caroline Bille Brahe.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Alt i et skønt samspil med satinbukser, stjerneprintede t-shirts, læderlooks i varm okseblodsrød, påsyede strygemærker med logo og en god gammeldags gummistøvle i bedste Woodstock-stil.

Selv musikken bevægede sig primært omkring Beatles-årtiet, og dette er altså på trods af, at begge designere først er født 20 år senere.

Vi er spændte på at se, hvor (di)vision lander, men lige nu er ambitionerne høje og resultaterne ligeså, så vi er håbefulde.

Læs ogå

Ayşe Dudu Tepe anmelder: P.L.N. er ikke happy go lucky og stilrent – og tak for det