Modeugen

Karl Lagerfeld forklarer hulahop-tasken

- 04/10/2012

Den nye Chanel-taske er blevet 'the talk of town' under den franske modeuge, og nu forklarer Karl Lagerfeld formålet.

Da Karl Lagerfeld tirsdag i denne uge havde sendt sine kreationer over catwalken til Chanels store modeshow under Paris Fashion Week, var der især ét, som mange bemærkede – nemlig den nye Chanel-taske, som så ud som om, den var fabrikeret af to hulahop-ringe.

Karl Lagerfeld tager nu bladet for munden og har til The Daily Telegraph fortalt, at der såmænd er en mening med galskaben:
“Den er til at tage med på stranden“, forklarer designeren således. “Da har man brug for plads til sit strandhåndklæde”.

Lagerfeld uddyber taskens funktion med, at den er tiltænkt til at skulle graves lidt ned i sandet, sådan at man kan hænge ting på de sorte bøjler.

Den havde vi ikke luret!
Og mon ikke der kommer til at være to torsdage på en uge, før en pige beslutter sig for at tage sin Chanel-taske med på stranden og – åh, gru – begrave den i sandet …?

Se mere det smukke show, som havde flere danske referencer, i galleriet.
Læs ELLEs moderedaktørs anmeldelse af Chanels SS13-show her.