Modeugen

Kanye i en mudderpøl, et ikonisk modeøjeblik og Cher på catwalken: 7 højdepunkter fra modeugen i Paris

- 05/10/2022

De internationale modeuger takker af for denne gang med modeugen i Paris, og modebyen over dem alle skuffer ikke på øjeblikke, vi sent vil glemme – fra futuristiske spray-paint kjoler til surrealistiske blomster og Andersine-sko og en mudret affære hos Balenciaga.

Et modeshow er ikke længere blot en opvisning, der er til for at vise presse og indkøbere, hvad der er i vente næste sæson.

Det er nu et udstyrsstykke uden lige, hvor intet øjeblik kan blive for stort, og designerne nærmest kæmper om at overgå hinanden i større, vildere og mest overraskende.

Vi så det under modeugen i Milano, hvor designertrumfkortene blandt andre talt Kim Kardashian, 68 enæggede tvillinger og Paris Hilton på catwalken, og Paris er forsat i samme stil, hvor der er gjort mindst lige så meget ud af de vilde showeffekter som af selve kollektionen.

Der er selvfølgelig også undtagelser; eksempelvis danske Cecilie Bahnsen, der holdt show for anden sæson i træk i den franske hovedstad og viste en kollektion, der helt i tråd med designerens unikke æstetik viste en skulpturel og feminin kollektion fyldt med metalliske nuancer, blondeværk og strutskørter – tilsat perlebesatte rå sneakers, der endnu engang tog den alfeagtige ynde ned på jorden og gjorde den hverdags-tilnærmelig. 

Bahnsen var et af de gode eksempler på en kollektion, der fik lov at tale for sig selv, uden at det omkringliggende showsæt kæmpede om opmærksomheden.

Cecilie Bahnsen

Værd at nævne er også Acne Studios, der denne sæson kunne fejre 10-året for deres shows i Paris med en kollektion, der, på et tapet af babydoll-lyserød, viste langt blødere og mere feminine sider af det ellers edgy brand, end vi længe har set.

Farverne var overvejende pasteller og der var ikke sparet på romantiske accenter som silkesløjfer og akvarelkattekillinger malet på tasker.

Acne Studios

Men dertil kom syv enestående øjeblikke, der udmærkede sig helt særligt:

Coperni klæder fremtiden på
Internettet – eller i hvert fald de sociale medier – brød næsten sammen efter Copernis SS23-show, hvor de live på catwalken sprayede en så-godt-som-nøgen Bella Hadid med flydende tekstil og skabte en kjole på et øjeblik.

Det er ikke et stunt, der før er set til et modeshow, og selvfølgelig gik det viralt – og overskyggede alt andet i den i øvrigt fine kollektion, der i bedste Coperni-stil bød på stramme minikjoler og nogle lidt mere modne toner fra det hypede ’insider-brand’, der i denne kollektion udforskede nostalgiske referencer fra 90’ernes klædelige minimalisme.

Det, at de valgte at spraymale en kjole på som et opsigtsvækkende finale-øjeblik er dog ikke fjernt for det, der kendetegner Coperni. Coperni-navnet kommer nemlig fra renæssanceastrologen Kopernikus og er, ifølge designerne selv ”… inspireret af videnskab, innovation og teknologi,” hvilket flydende, modellérbart tekstil jo om ikke andet er et glimrende eksempel på.

Surrealisme hos Loewe
Invitationen til Loewes show var en levende, rød anthurium (en blomst, der ser så kunstig ud, at man knap kan tro at den er ægte), og den røde blomst skulle vise sig netop at være den røde tråd i det surrealistiske show, hvor Loewes designer legede med tyngdekraft og proportioner i en sådan grad, at det var som taget ud af et Dalí-maleri.

En gigantisk rød anthurium voksede ikke blot ud af gulvet i midten af det gigantiske rum, der husede Loewe-showet, men gik også igen i kollektionen, hvor den uvirkeligt udseende fallos-agtige blomst, der faktisk også er giftig, blev brugt som surrealistiske toppe.

Og blomsten var ikke det eneste uvirkelige element. Kjolerne i kollektionen var draperet med effekter, der synes at modsige sig tyngdekraften, mens modellernes sko var alt fra overdimensionerede, lyslilla Andersine-pumps til voldsomme frynsebesatte skypuder, der var mere kunst end konstruktive. Men effekten var ikke til at tage fejl af; det er et show og en kollektion, man husker.

Loewe

Ikon-catwalk
Bottega Veneta gjorde det med Kate Moss, og Versace gjorde det med Paris Hilton, ligesom de før har gjort det med J.Lo og de originale supermodeller: Sendt en så ikonisk kendis ned af catwalken, at de bænkede gæster ikke kunne andet end at tabe kæben.

Og således gjorde Balmain det også, da Cher lukkede showet i et futuristisk catsuit i latex, der næsten var ligeså malet på, som Bella Hadids Coperni-kjole.

Hvem kan stjæle et show som Cher? Ingen. Absolut ingen.

Balmain

Mudderbad
Det er ikke en nyhed, at det skulle være ih og åh så sundt at bade i mudder (det har de fineste spaer i hvert fald bildt os ind i årtier), men det er alligevel nyt for os at introducere dyrt designertøj til de mudrede pøle.

Men selvfølgelig udfordrer altid provokerende og grænsesøgende Balenciaga også vores syn på tøjpleje (ligesom de før har forsøgt at bilde os ind, at højhælede Crocs, blå Ikea-poser og hullede t-shirts er værd at betale eksorbitante summer for) og præsenterede deres kollektion i et stort mudderbad.

Til at åbne showet havde de den mindst lige så provokerende Kanye West, der udklædt som sikkerhedsvagt og sort fra top-til-tå banede vejen gennem mudderet for de øvrige modeller og en kollektion, der var ligeså dekonstrueret, som vi bedst kender Balenciaga under Demna Gvasalias taktstav.

Balenciaga

Victoria i Paris
Nogle shows skiller sig (heldigvis) også særligt ud for blot at være smukke i al sin enkelhed, og et af dem er Victoria Beckhams, der efter at have flirtet med både London og New York for første gang viste en kollektion i Paris.

I en simpel, smuk buegang i en pariser-bygning fik Victoria Beckhams rene, enkle æstetik lov til at skinne igennem for det, den er: Klassisk, tidløs, moderne, og modig på en og samme tid.

Her var gode, løse jakkesæt, som dem designeren selv er tilhænger af, oversized strik, enkle kjoler med overraskende detaljer og dekonstruerede snit i et sort, hvidt og pastelfarvet univers med accenter af grøn, lavendel og brændt orange.

Beckham tog dog for alvor kegler, da hun ved showets afslutning selv kom ud og glad og vinkende småløb ned ad catwalken og stoppede op for at kysse David Beckham og kramme veninden Eva Longoria, der begge sad på første række. Ydmygt og sødt ovenpå en smuk kollektion.

Victoria Beckham

Smukt, simpelt, Zendaya
Et andet show uden dikkedarer var Valentino, der som vanligt helligede deres runway til modehusets usandsynligt gennemførte skrædderkunst.

Men hvor de forrige to sæsoner har været domineret af husets nye signaturfarve, PP Pink, gav SS23-kollektionen plads til farvespil fra solgul, grøn, beige, masser af sort og ikke mindst husets oprindelige klar-røde signatur.

Desuden var flere modeller klædt fra top til tå – bogstaveligt talt – i Valentinos logo på silkeprint, hvilket også gik igen på første række, hvor Zendaya troppede op i et sort, spindelvævstyndt sæt badet i bittesmå V-logoer; fra spidsen af hendes stiletter til den perlebesatte sorte blazer.

Foto: Ritzau Scanpix

Valentino

Supersize me
Måske har Louis Vuittons chefdesigner Nicolas Ghesquière netop genset 2004-dokumentaren ’Supersize Me’, for alt på Louis Vuittons catwalk var mere end overdimensioneret.

Fra gigantiske lynlåse og alenbrede bælter til logoer, der synes at være for store til husets tasker, var der ikke sparet på effekterne i den futuristiske kollektion.

Om det er brugbart? Måske i mindre skala. Men effektfuldt? Bestemt.

Louis Vuitton

Læs ogå

68 tvillinger, Paris Hilton og Kate Moss’ comeback: 5 højdepunkter fra Milano