Fashion Editor Johanne Brostrøm: Min modeuge i London
Af Kirstine Juhl - 20/02/2018
Home / Mode / Modeugen / Fashion Editor Johanne Brostrøm: Min modeuge i London
Fashion Editor, Johanne Brostrøm, er netop hjemvendt fra en fashionabel, farverig og hektisk modeuge i London, der naturligvis også bød på øjeblikke med forkælelse mellem modeshows. Læs Johannes dagbog fra Londons modeuge lige her.
Modeugen i London er afsluttet, og ELLEs Fashion Editor, Johanne Brostrøm, er netop vendt hjem til Danmark med inspiration fra blandt andet ærkeengelske modehuse som Mulberry og Burberry, samt et utal af anbefalinger for de bedste spisesteder lige nu.
Og sikke en uge! Johanne overværede nemlig blandt andet Christopher Baileys sidste show efter 17 år som chefdesigner for Burberry. Den sidste kollektion i denne æra var dedikeret til Lgbqt-samfundet, hvor Burberrys ikoniske tern kunne spottes i regnbuens farver. Desuden var der jo også en vaskeægte, royal overraskelse på Burberrys catwalk – klik her for at find ud af, hvilken dansk prins, der kunne spottes i modeshowet!
Dog fløj Johanne ikke kun tværs over Nordsøen for at indsamle inspiration fra den nyeste mode; for her var der naturligvis også tid til lækker mad og overnatninger på ét af Londons mest chic hoteller lige nu.
Swipe dig gennem Johannes weekend i London i galleriet herunder, hvor hun deler nogle af de største højdepunkter fra Londons modeuge.
Foto: All Over Press
Burberry AW18-kollektion
Christopher Bailey sagde farvel til Burberry efter 17 år som chefdesigner, og dette modeshow blev derfor et rørende og storslået afskedsshow med en personlig kollektion, der hyldede Lgbt-samfundet. Der var regnbuer i kollektionen, lige fra på tasker og sko til nederdele og hatte. Her så vi også referencer til 80'erne og 90'ernes street-kultur, som viste sig i alt fra snit og farver til musikken, hvor intro-nummeret 'Small town Boy' fra 1984 satte scenen.
Under finalen gik de mange modeller gennem et smukt lysshow af en regnbue, selvfølgelig med supermodellen Cara Delevingne dansende i front! Tillykke med Le Grand Final, Christopher!
Foto: Johanne Brostrøm
Hoxton hotellet i Holborn
Under modeugen i London boede jeg på det übercool Hoxton Hotel i Holborn-området. Udover et lille, men virkelig hyggeligt værelse, er den lækre morgenmad på hotellets restaurant, Hubbard and Bell, nævneværdig. En kokos-youghurt med granola og en (stor!) avocadotoast sørgede for, at jeg var glad og mæt hele dagen.
Psst... Om aftenen er der også god stemning i hotellets hyggelige bar - kan klart anbefales!
Foto: Johanne Brostrøm
Forårsfornemmelser i London.
Foto: Johanne Brostrøm
Mulberry AW18-kollektion
Med store lysekroner og blomstret tapet, var Spencer House (opført i 1800-tallet) den perfekte og romantiske lokation til Mulberrys see-now-buy-now-kollektion. For at komme ind til showet, blev man ledt langs de fineste, lyserøde vægge med helt friske blomster.
Selve catwalken havde en spejlboks i midten, som senere åbnede sig og afslørede den britiske sangerinde, Alison Goldfrapp, der gav en mindeværdig live-optræden (se næste billede). Efter showet kunne man shoppe løs af de fine ting fra catwalken, mens man sippede bobler eller en gin, serveret i de smukkeste, engelske te-kopper.
Foto: Johanne Brostrøm
Mulberry AW18 showet med glasboksen i midten, der gemte på en syngende overraskelse.
Foto: All Over Press/Johanne Brostrøm
The Ivy Soho Brasserie
Når team Mulberry anbefaler et sted, så slår man til! The Ivy Soho Brasserie er cool indrettet med sofaer i velour, masser af kunst på væggene og en smuk bar i centrum. Hver fredag og lørdag aften sørger en DJ for god, festlig stemning, og jeg kan varmt anbefale deres Tuna Carpaccio og en Chocolate Bomb som dessert! Haps!
Foto: All Over Press
Rejina Pyo modeshow
Rejina Pyo er en af mine nyeste favorit-brands - hun designer tøj, man ganske enkelt bare gerne vil eje! Showet blev holdt på smukkeste vis i Burlingtons shopping-arkade, med kig til glasloft og de fine butikker. Kollektionen bød på trenchcoats, oversize blazers og flatterende kjoler i designerens skarpe snit, med hendes genkendelige knappe-detaljer.
Pyo har desuden udvidet sin AW18 kollektion med accessories, og især de firkantede tasker er absolut værd at holde et skarpt øje med!