Modeugen

ELLEs Fashion Director stylede Munthes SS19-show: ”Jeg glæder mig til at arbejde med Freja Beha igen!”

- 15/08/2018

ELLEs nyindsatte Fashion Director, Barbara Gullstein, stylede Munthes SS19 show og topmodellen Freja Beha, der ikke har givet interviews siden 2015. Vi har talt med Barbara om stylingen.

Jungletrommerne buldrede allerede inden Munthes SS19-show, der løb af stablen torsdag morgen under Copenhagen Fashion Week i det solgennemstrømmede Skuespilhuset: Naja Munthe havde en joker i ærmet, der ville få branchens telefoner til at flyve i vejret som heliumballoner til showet.

Og rygterne blev i den grad bekræftet: Ingen ringere end Danmarks største topmodel siden Helena Christensen, Freja Beha Erichsen, åbnede Munthes SS19 show i et ultra-cool sommerlook med løse shorts, skjorte og trenchcoat – og naturligvis sin androgyne signaturfrisure og ’barely there’ makeup. Et look, der fanger essensen af Munthes SS19-look, som ELLEs Fashion Director beskriver som bohemet, ubesværet og cool.

Og det er dét – altså en über-eftertragtet topmodel – der skal til, hvis man vil have den verdensomspændende modebranches bevågenhed: Ingen medier har kunne lade historien om Behas comeback til den danske modeuge efter 10 år ligge.

ELLEs nyindsatte Fashion Director, Barbara Gullstein, der overtager moderoret hos ELLE mens Josephine Aarkrogh er på barsel, stylede Munthes SS19 show. Barbara fik dermed som en af de eneste adgang til lidt af den eftertragtede one-on-one-time med topmodellen, der ikke har givet interviews siden 2015(!).

Hun fortæller, at Freja var både sympatisk, professionel, nærværende og sjov, at arbejde sammen med. ”Jeg glæder mig til at arbejde med hende igen!”, siger Barbara – og vi håber selvfølgelig, at det bliver til ELLE!

Barbara, der har arbejdet otte år som stylist og blandt andet stylet for ELLE, Kinfolk og By Malene Birger (og vandt prisen som Årets Stylist ved ELLE Style Awards 2018), mener, at en model som Freja ikke blot er med til at give et brand som Munthe opmærksomhed internationalt, men også er et udtryk for hele kollektionen, og den kvinde, der skal bære tøjet ude i ’den virkelige’ verden:

Freja vil uundgåeligt kunne give Munthe opmærksomhed i medierne, national som internationalt. Men det er vigtigt at nævne, at Freja ikke alene blev valgt på grund af hendes ikoniske status som model, men fordi at hun har det look og den energi, Munthe pigen gerne skal have. Det samme gælder Nadja Bender og Juliane Grüner. Alle tre piger indfanger Munthes univers. Castet er altafgørende for det look, du ser på catwalken og hos brandet. Vi er ikke kun interesseret en smuk pige. Vi søger den rette ambassadør for brandet,” siger Barbara Gullstein.

Netop derfor skal modellerne også styles, så de repræsenterer brandet og det udtryk kollektionen har, på en måde, så de er troværdige. Og det tog Barbara også højde for, under stylingen af Munthes SS19-show. Særligt fordi Frejas profil og look er så karakteristisk og original i sig selv, var det vigtigt at gøre hende til en Munthe-pige, samtidig med at hun kunne bringe sin egen personlighed med ind i brandet og tilføre den ønskede karakter til kollektionen.

Barbara fortæller: ”Fordi Freja er så stærk en profil, tænkte jeg meget over at klæde hende i noget, der er troværdigt. Frejas garderobe er tidløs, og du ser hende ofte i en hvid t-shirt og sorte jeans og aldrig i en blomstret kjole. Dog havde Naja Munthe et ønske om at iklæde Freja i hendes signaturkjole, og her viste Freja, at hun kan bære et hvilket som helst look. Også det der ligger fjernest fra hendes egen stil.”

Læs også: By Malene Birger viste nye toner under Copenhagen Fashion Week

Ud over at style Munthe-showet, sad Barbara Gullstein front row sammen med resten af ELLEs modeteam under Copenhagen Fashion Week, og er derfor den helt rette at spørge, hvis man allerede nu skal øremærke sig et look, der holder, når kalenderen siger forår/sommer 2019:

Jeg tror på jakkesættet med shorts. En fed sommervariant af et klassisk look.”

Og indtil den tid kommer, kan vi jo passende udse os de styles, fra Munthes SS19-kollektion, der lander i butikkerne næste forår, som vi kan se os selv i. Se hele kollektionen i galleriet nedenfor…