Modeugen

Ditte Reffstrup fra Ganni: Musikken er min største inspirationskilde

- 04/02/2021

Læs med når kvinden bag Ganni, Ditte Reffstrup, svarer på spørgsmål omkring den digitale modeuge og tankerne bag brandets AW21-show og -kollektion.

Normalt er Gannis modeshow et af de mest hypede under Københavns modeuge, så hvad gør det populære brand, når alt pludselig er digitalt? Holder en virtuel koncert selvfølgelig.

De har fløjet den amerikanske sangerinde Zsela og den LA-baserede grunge-hiphop kunstner Deb Never ind samt en nær ven af huset, nemlig danske Coco O. Vi fangede Ditte til en kort modeugesnak, inden koncerten gik live i studiet.

Hvad gjorde I, da I fandt ud af, at modeugen udelukkende ville være digital?

“Det gik ret hurtigt op for os, faktisk allerede efter sidste modeuge (i august 2020, red.). Vi vidste også, at vi ikke ville komme ud at rejse, som vi normalt gør for at søge inspiration. For mig har musik altid været den største inspirationskilde. Helt fra jeg var barn og ung, dengang jeg så MTV for første gang, var det som om, en verden åbnede sig for mig. Jeg voksede op uden internet og modemagasiner, vi havde kun to tv-kanaler, hvoraf den ene var MTV, så musikken blev den største inspiration for mig. Den kan give trøst og håb, uanset hvor ulykkelig, ked af det eller heartbroken man er. Så nu hvor vi ikke kunne holde et fysisk show, har vi i stedet mulighed for at sætte en stemning og invitere folk lidt tættere på med en virtuel koncert. Det er fedt, at man for en gangs skyld kan invitere alle med og ikke kun de få inviterede showgæster. Fordi verden er, som den er lige nu, var det vigtigt for os, at det var lidt mere end ’bare’ smart tøj. Noget underholdende, noget hvor man bliver taget med, måske glemmer hverdagen og bliver inspireret af de her tre stærke kvinder, og deres stærke numre. Når jeg hører dem, bliver jeg selv inspireret til at gøre alt lidt bedre.”

Hvad skal vi høre?

“Zsela spiller det gamle Prince nummer ’Nothing Compares to You’. Jeg kan huske, at jeg sad og græd foran fjernsynet uden helt at forstå hvorfor, det er det, musik kan gøre for mig. Jeg var den største dagdrømmer. Det er så smukt et nummer. I denne her tid har man brug for noget lidt mere melankolsk, mange sidder alene rundt om i verden og ser det. Coco O. synger finalenummeret, som er Olives You’re Not Alone. Jeg husker første gang, jeg hørte det på en klub i England, hvor jeg var 16 år gammel. Den musikgenre havde jeg aldrig hørt før – det var vildt for mig. Vi har brugt det flere gange tidligere i Gannis regi, og det er en all time favorite for mig.”

Læs også: Q&A med Baum und Pferdgarten

Fortæl om A/W 2021-kollektionen – og dine personlige favoritter?

“Fordi det er en efterårskollektion, er der både klassiske farver som sort, brun, camel, hvid og creme. Men også en masse optimisme i håbets farve; grøn – en rigtig panggrøn. Vi havde brug for noget humor. Der er også en del suiting, og så introducerer vi nogle ret seje ballonformede bukser, som jeg er ret vild med. De kommer i både denim, hvid og klassisk bomuld. Vi har også lavet et nyt ’take’ på kraven, som er mindre og mere spidst end tidligere, og som kan bindes i en lille sløjfe. Vi har også nyfortolket den kvilt, vi tidligere har lavet, hvor mønstret ikke bare er firkantet, som vi kender det, men mere bølget og organisk. Det kommer både i læder og nylon. Og så har vi fået en ny strikdesigner, der hedder Benedicte Holmbroe på, som har lavet nogle helt fantastiske striktrøjer.”

Foto: Ganni

Hvem skal du se koncerten med?

“Med mit designhold. For en gangs skyld er det fedt at kunne dele hele oplevelsen med alle dem, der er med til at lave kollektionen – og ikke bare stå alene på catwalken som jeg plejer.”