Pamela Anderson elsker den, modeugen elskede den og det samme gør vi; væk med de vilde paletter og læbestifter, ind med au natural.
Der var nærmest “Kongens nye klæder”-karakter over makeuppen – eller mangel på samme – da modeller under Københavns modeuge trådt ud på runwayen.
Om det var Pamela Andersons tilstedeværelse (og hendes for nyligt adapterede “no makeup”-look) under modeugen eller blot skandinavernes hang til det helt naturlige look, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige, men makeuppen under (mange af) modeugens show var minimal – faktisk tendenserende til, hvad der lignede, ikke-eksisterende. I stedet var fokus på velplejet hud – formentlig inklusiv god solbeskyttelse, da de fleste shows foregik udendørs i den bragende augustsol.
Lovechild, Mark Tan og OpéraSport var blandt de brands, som havde valgt den mere simple tilgang, da det kom til makeup, og hos alle tre brands stemte det smukt oversens med deres meget enkle – og hos de to førstnævnte – minimalistiske design – meget a la den stil, Skandinavien er kendt for.
Generelt er en helt simpel makeup noget, vi har set mere og mere af de seneste år under modeugerne og på gaden – dét eller det diamentralt modsatte. Om det kan have noget at gøre med, at vi bliver mere og mere opmærksomme på bivirkninger og effekter ved de produkter, ingredienser og andre ting, vi smører i hovedet, samt at flere og flere mennesker lokkes af en mere simpel og gennemsigtig livsstil, er uvist, men de naturlige looks, der i mindre grad stjal opmærksomheden fra de styles, som blev præsenteret, tilførte en elegance og renhed, som virkede mere relaterbar.