Chefredaktricens 5 highlights fra Paris Fashion Week
Af Pernille Hammershøj Madsen - 07/10/2016
Home / Mode / Modeugen / Chefredaktricens 5 highlights fra Paris Fashion Week
ELLEs chefredaktrice Cecilie Ingdal er netop hjemvendt fra modeugen i Paris, hvor hun så de store, franske modehuses flotte shows. Phoebe Philo viste sin måske mest afslappede kollektion for Céline, mens Karl Lagerfeld havde transformeret Grand Palais til en stor ”Chanel Data Central”. Læs med og få hendes fem highlights.
Modeugen i Paris er netop overstået, og ELLEs chefredaktrice Cecilie Ingdal var afsted for at se de flotte shows og opsnappe de nye tendenser fra modens centrum: Paris. ”Cool cat” Phoebe Philo viste en kollektion for Céline, der var som skabt til den moderne kvinde, og som kan bruges uanset lejlighed – om det er cykelturen mod børnehaven eller weekendens cocktailparty. Danske Ole Yde, der vandt prisen som ”Årets Designer” ved ELLE Style Awards 2016, er et fast indslag i Paris’ showkalender, og Cecilie kan berette, at danskeren var kommet i fornemt selskab. Yde-showet lå nemlig på samme dag som Louis Vuitton og et par timer efter Miu Miu.
Karl Lagerfeld havde omdannet det smukke Grand Palais til en ”Chanel Data Central” komplet med robotter og sirligt stylede ledninger, og Hermés viste show i strålende sol på den parisiske gardehusar-kaserne, med lækre looks i en skøn, rosa nuance.
Kim Kardashians chokerende overfald mandag morgen var på alles læber, og dagen inden fangede Cecilie et glimt af hende og familien på de kendtes favorit spisested i Paris: L’Avenue.
I galleriet kan du se hvilke 5 highlights, som ELLEs chefredaktrice har udvalgt fra Paris Fashion Week og blive klogere på, hvorfor det lige præcis var disse 5, der skulle med på den eksklusive liste:
Foto: All Over Press
Céline:Den larmende lyd af trafik ved myldretid var soundtracket til Celine-gæsterne ankomst. Og mens vi tog plads og ventede på showstart i Celinés faste venue Tennis Club De Paris småstressede den hektiske larm nærmest det ellers (nogenlunde) søndagsafslappede Celiné-publikum. Men kun lige indtil showstart (hvor musikken gudskelov skiftede) – og frem tonede måske en af chefdesigner Phoebe Philos mest velafbalancerede og afslappede kollektioner. Skabt til den moderne kvinde, der vil have (fashionabelt, bevares) tøj, der matcher hendes livsstil. Uanset om det er i arbejdssammenhænge, på cyklen mod børnehaven eller til weekendens cocktailparty, hvor de mange vidunderlige markante ørering i den grad vil vække den rette opsigt! Voila, Phoebe!
Foto: All Over Press
Chanel:Karl er den ypperste mester i show- (og ja, selv-) iscenesættelse. Og denne gang var naturligvis ingen undtagelse til modeugens mest hypede og by far største show med ca. 2300 gæster; heriblandt nogle af verdens største ikoner som Carla Bruni, Caroline de Maigret, Courtney Love og Chanel no 5-ansigt Lily Rose Depp. Chanels faste venue – Grand Palais – var denne gang omdannet til en stor ’Chanel Data Central’ – komplet med robotter og sirligt stylede ledninger i alle farver som dekoration; der naturligvis matchede kollektionen. Sidste del af kollektionen vakte med sine feminine lingeri-detaljer dog særlig begejstring hos undertegnede! Uanset: Chanel-invasion – endnu en gang!
Foto: All Over Press
Hermés:Det er altid velklædte franskmænd (i den drengede udgave, dog) med champagneglas på sølvfarvede bakker, der tager imod til Hermés. Og det er altid lige hvad man har brug for sidste på mandagen. Og denne mandag – som så mange gange før - i strålende sol på den parisiske gardehusar-kaserne; naturligvis. Hermés-showet kan beskrives med to ord: Luksuriøse lækkerier – og de første lækre looks vakte opsigt i den mest vidunderlige rosa. Derefter dominerede farver som grøn, kamel, gul, creme og strejf af hot pink med frakker i læder med fine frynser, flagrende florlette maxikjoler og lækre løse herrebukser. Favoritten var dog de små ’smykkeæsker’ – brugt som tasker og halskæder!
Foto: PR
Yde:Den danske ELLE Style Awards-vinder Ole Yde er fast mand på den parisiske showkalender – og det kan man som dansker kun være drønstolt af. Og lig dertil at showet lige inden er Louis Vuitton, og showet et par timer efter er Miu Miu … Kollektionen som han viste et lillebitte udvalg af for et eksklusivt publikum på Orangeriet under den københavnske modeuge rummede cool flæsekanter sat på cowgirl-inspirerede styles og på one-shoulder buksedragter og kjoler og Ydes varemærke - de romantiske volanter - på både korte skørter og lange aftenkjoler. Men også cropped toppe med kig til maveskind sat til smygende cigaretbukser eller miniskørter.
Foto: All Over Press
Kim Kardashian:Mandag morgen vågnede Paris op til nyheden om at vel nok verdens største realitystjerne Kim Kardashian (som vi dagen inden - med familie og følge - så skyggen af på celeb-favoritten L’Avenue) var blevet røvet og truet med en pistol til at udlevere sine smykker til en værdi over 50 mio. kroner. Det var angiveligt fem falske betjente, de gennem nøje planlægning havde skaffet sig adgang til Kardashians lejlighed, bagbundet hendes vagter – og altså truet hende selv. Stjernen forlod forståeligt nok samme dag Paris.