Mændenes F/W 2019-modeuge i Milano fik fornemt kvindebesøg, da blandt andre Bella Hadid, Emily Ratajkowski og Kaia Gerber overraskede ved Versace-showet.
Topmodellerne Bella Hadid, Emily Ratajkowski og Kaia Gerber er tidens hotteste modeller, og Donatella Versace synes åbenbart, at de er så fantastiske, at hun ikke kan holde et modeshow uden dem. Heller ikke selvom der er tale om mændenes modeuge.
Versaces modeshow fandt sted i Milano den 11. januar 2019, og allerede et par timer inden showstart teasede Donatella for nogle helt særlige modeller. Donatella kunne nemlig ikke holde sine kvindelige gæstestjerner hemmelige helt frem til showstart, og således delte hun et Instagram-billede sammen med den 22-årige Bella Hadid.
Bella Hadid, der er datter af den tidligere supermodel, Yolanda Hadid, var dog ikke den eneste, der beviste, at modeltalent er arveligt. Cindy Crawfords 17-årige datter, Kaia Gerber, skred nemlig også ned af catwalken, hvilket hun efterfølgende delte med sine +4 millioner Instagram-følgere.
Den 27-årige Emily Ratajkowski lod sig dog ikke slå ud af sine væsentligt yngre kollegaer. Den erfarne model stjal derimod showet med sin lange hestehale, der, sammen med hendes gang, havde mere power, end vi andre tør drømme om.
Milan Fashion Week for kvinder løber af stablen den 19. til 25. februar 2019, og vi venter spændt på at se, om Bella, Kaia og Emilys looks bare var en forsmag på hele den kommende kollektion.
Læs også: Gucci dedikerer capsule kollektion til grisens år.
Det er kun fire måneder siden, at Michael Kors’ holdingselskab, Capri Holdings Limited, opkøbte Versace for 13 milliarder danske kroner. Det betyder, at Donatella Versace ikke længere ejer virksomheden, som hendes bror startede, men at hun nu udelukkende kan koncentrere sig om den kreative del af modehuset.
Ved den netop fremviste herrekollektion havde Donatella brugt sin nyfundne frihed på at tænke ud af boksen. Således så vi ikke meget af det ellers populære og genkendelige Versace-monogram, idet herremodellerne var klædt i både striber, blonder, prikker og leopardprint. Sidstnævnte havde endda fundet vej til håret, hvilket vi ellers ikke har set siden 1990’erne, men Donatella er jo heller ikke ligefrem kendt for at gå forudsigeligt til værks.
Hvordan den 63-årige modedesigner har forvandlet sine ekstra arbejdstimer i kvindekollektionen, vil tiden vise. Vi venter i spænding (og håber på en måde ikke, at de leopardprintede lokker også vises her…).