Den 27. juni 2022 stoppede verden op for Jacquemus. Det franske modehus afholdt sit show – udenfor det vanlige modeugeprogram – og kollektionen, der kunne købes dagen efter crashede hele hjemmesiden. Læs alt, du skal vide om showet her.

Location
Jacquemus har det med at vælge storslåede locations – hvem husker ikke den pink catwalk på lavendelmarken eller sidste sæsons strand på Hawaii? Denne sæson gik turen igen til Sydfrankrig, nærmere bestemt saltbjergene i Arles. En helt hvid location, der lignede en blanding af et sne- og månelandskab, og som ifølge det franske modehus var valgt for sit simple udtryk.

En hyldest til kærligheden
Showet åbnede med to mænd, der krammede hinanden. Et stærkt og smukt budskab, der højst sandsynligt var en hentydning til alle de hate-kommentarer Simon Porte Jacquemus ofte får, når han poster billeder af ham selv og hans kommende mand på Instagram. De skal for øvrigt giftes om et par måneder i Sydfrankrig.

Kollektionen
De første looks var udelukkende hvide, og nogle endda stylet med tyl – bryllupsfeber? Muligvis. Derefter fulgte sorte, creme, khaki og brune looks som en nedtonet og utroligt chik regnbue, der dansede over den hvide ørken. Jacquemus brillerer stadig i sexede kjoler med smukke cut-outs, croppede skjorter med kig til maven og oversize cargobukser – velkendte signaturlooks fra den franske designer, der dog fik et endnu mere rent og tidløst udtryk på grund af den neutrale farvepalette.

Frontrow
Hele verdens mode-elite var selvfølgelig fløjet ind til anledningen, og på frontrow’en var bl.a. Amina Muaddi, Victoria Beckham og Jorja Smith.

Nike-samarbejdet
Det var også på dette show at Jacquemus’ længe ventede Nike-samarbejde blev afsløret. Kollektionen kom (ligesom alt andet fra showet) til salg online dagen efter, og crashede øjeblikkeligt sitet. En ting er sikkert – alles øjne er på Jacquemus lige nu, og vi forstår hvorfor.