Lidls nye modekollektion med badesandaler, strømper, indkøbsnet og sneakers er blevet revet væk på ingen tid, og de populære sneakers til 111 kr. bliver nu videresolgt for op til 10.000 kr.
Det er ikke første gang, at Lidl brænder igennem på modefronten.
Sidste succes var i 2017, hvor Lidl udkom med en modekollektion under Fahsion Week i New York. Her havde Lidl et samarbejde med topmodellen Heidi Klum som chefdesigner for Lidls kollektion.
Læs også: IKEA hopper med på modetrend inspireret af Jacquemus
Men denne gang har Lidl formået at tage verden med storm uden topmodellen i spidsen. Og om man er tilhænger af designet eller ej, må man anerkende discountkæden for at ramme tidens ånd.
Ifølge ELLE-fotograf og kreativ direktør for Holidays, Frederik Lentz Andersen, så er skoene ”decideret grimme”:
”I virkeligheden tror jeg bare, at det er fedt, at de er grimme. For de er decideret grimme. Jeg tror, at der er et gran humor i at have den på, og det er en modreaktion til, at tingene skal være så dyre,” fortæller Frederik Lentz Andersen til DR.
Og som Frederik Lentz Andersen påpeger, så er de berømte sneakers og resten af discountkædens kollektion superbillig. Eksempelvis koster et par sneakers 111 kr. og et par badesandaler 45 kr.
Det er altså hvis du kan få fingrene i dem i Lidl. Skoene er nemlig revet væk i stort set alle forhandlere, og det betyder, at du skal af med lidt mere på diverse second hand sider, hvor items fra kollektionen sælges til alt mellem 200 kr. og helt op til 10.000 kr.
Læs også: Balenciaga x Crocs: kom tættere på himlen med 5000-kroners gummisko
Men grimme eller ej, så rammer Lidls sneakers en allerede eksisterende sneaker-trend, hvor sneakersene har chunky såler og er ”skøre at se på”:
”Der har i lang tid været en tendens til, at sneakers skal være lidt ‘chunky’ og skøre at se på. Det ser man også hos for eksempel Nike og Adidas. Og det er lige præcis midt i den tendens, at Lidls sko lander,” fortæller moderedaktør Chris Pedersen til DR.
Lidl er ikke de første til at skabe skøre trends
Den tyske detailkæde er ikke alene om at skabe halvskøre modetrends. Møbelkæden Ikea lavede i 2020 en moderne version af sit ikoniske blå indkøbsnet i miniaturestørrelse inspireret af det franske brand Jacquemus.
Ikea har dog omvendt også været en inspirationskilde til design. I 2017 udgav Balenciaga en blå lædertaske inspireret af Ikeas indkøbsnet.
Skobrandet Arkk, har netop også udgivet et par sneakers i samarbejde med Faxe Kondi i vaskeægte Faxe Kondi-tema. Sneakersne kom til salg fredag den 27. august 2021 og er udsolgt nu.
Det bliver spændende at se, hvad der bliver den næste nye trend. I galleriet herunder sætter moderedaktøren spot på de allerstørste trends, vi kommer til at gå i til næste forår og sommer.