Vittorio Missoni, søn af modehuset Missonis grundlæggere, er meldt savnet, efter hans fly forsvandt i weekenden
Missoni-bossen Vittorio Missoni og hans hustru Maurizia Castiglioni er meldt savnet, efter at flyet, de var ombord, forsvandt i weekenden. Det skriver britisk Vogue.
Parret var med et vennepar i forbindelse med nytårsaften på paradisiske badeferie ved Venezuelas kyst, Los Roques. Da de fredag morgen skulle med et fly tilbage til fastlandet, forsvandt flyet.
58-årige Vittorio er søn af modehuset Missonis grundlæggere, Ottavio og Rosita Missoni, og har været aktivt involveret i firmaets globale udvidelse. Missoni-familien håber ifølge The Telegraph fortsat, at det lykkes at finde flyet. Det italienske udenrigsministerium er da også gået ind i sagen og samarbejder nu med Venezuelas myndigheder om en intensiv efterforskning.
Man frygter dog, at der kan være tale om en flykapring. Den 4. januar, 2008, skete nemlig nøjagtigt det samme: Et fly forsvandt med en lille gruppe italienere ombord og blev aldrig fundet. Siden er det kommet frem, at der var fire uidentificerede mænd ombord, som nu formodes at have været colombianske narkosmuglere.
Missoni-familien har bekræftet, at Vittorio og Maurizia er forsvundet, men har ikke flere oplysninger om sagen.