Mode

MissBibi åbner sin første konceptbutik i Paris

- 31/08/2011

En verden af fine dukkesmykker på kun fire m2.

I shoppingarkaden Palais Royal, i Paris, åbner den franske smykkedesigner Brigitte Giraudi sin første konceptbutik, hvor kreative smykker og fine detaljer danner rammer for den lille butik på kun fire m2.

Brigitte Giraudi står bag smykkemærket MissBibi, og har siden 2006 forvandlet hverdagens objekter til elegante smykker.

Alle, som kender til MissBibis smykker, ved, at hendes kollektioner består af fine og finurlige ringe, øreringe, halskæder og armbånd.

Nu har hun åbnet en butik i Paris, hvor indretningen, ligesom smykkerne, byder på små finurligheder overalt hvor øjet skuer.

Brigitte finder inspiration i barndommens verdens og mange af smykkerne er inspireret af en dukkeverden, ligesom der i loftet hænger et dukkehus vendt på hovedet, som fungerer som lampe.

Butikken er en af de mindste butikker i Palais Royal, men ikke desto mindre er det en hel verden for sig.

Udsmykningen i butikken skifter hver sæson, så den er tilpasset de nyeste kollektioner, og man kan derfor altid forvente en ny og spændende oplevelse, når man aflægger MissBibi-butikken et besøg. Og besøgt skal den lille butik nok blive.

Det franske modehus Louis Vuitton har nemlig også fået øjnene op for MissBibi, og har derfor valgt at inkludere konceptbutikken i deres Louis Vuitton City Guide Paris 2012.

Man kan vel altid bruge en undskyldning for at tage til byernes by, Paris?