Mode

A match made in fashion heaven

- 03/11/2009

TheOutnet.com og 10 Corso Como indgår samarbejde

Det kan næppe været gået nogen modebevidste næser forbi: Det er hottere end hot at købe designervarer med et ordentlig hak ned i prisen.

30, 50, og 70% udsalg forbindes ikke længere kun med januar måned, hvor kontoen har det skidt (og nytårsfortsætterne oftest endnu værre).

I disse dage blomstrer udsalg, outlets og lagersalg, og med på bølgen hopper nu den fashionable 10 Corso Como, når den i dag den 3. november indgår et samarbejde med theOutnet.com.

Enhver fashionistas favoritbutik
10 Corso Como, som er enhver fashionistas favoritbutik og et absolut must-see i Milano, har gennem de forgangne år opbygget et massivt arkiv af designertøj, og kvinden bag butikken, Carla Sozzani, kunne ikke tænke sig til nogen bedre samarbejdspartner til at afsætte de gamle sæsoners lækre designerklæder end theOutnet.com, som siden sin åbning i april måned har fået ry for at være verdens mest fashionable online outlet.

Resultatet af samarbejdet mellem 10 Corso Como og theOutnet.com er blevet til mere end 200 styles fra designere som Alaia, Balenciaga, Bottega Veneta, Bruno Frisoni, Charles Anastase, Christopher Kane, MM6 by Maison Martin Margiela, Marni og Prada med helt op til 50% prisafslag – et sandt match made in fashion heaven!

Alle de dejlige designerdrømme kan blive dine, hvis du klikker dig ind på www.theoutnet.com