Mode

Lily Cole – cool, krøllet rødtop(-model)

- 07/07/2011

ELLE har interviewet den mange-facetterede model med det brusende, røde hår ...

Hun er den rødhårede skønhed med dukkeansigtet – en af Englands absolut største modeller.
Hun har ben nærmest helt op til næsen (og også i næsen). Hun er 23 år og hører til i kategorien ‘model gone actor’, og læg så lige dertil, at hun også studerer kunsthistorie på Cambridge University.
ELLE har mødt Lily Cole i Paris under skydningen af Triumph Inspiration Award og talt med hende om …

NON-STOP REJSELIV BETYDER AFKALD OG LANGDISTANCE-VENNER
At være model, skuespiller og studerende er tidskrævende, og jeg kan ikke sige, at jeg har klaret at jonglere alle tre ting, for jeg er jo ikke færdig endnu, men jeg synes klart, at jeg har vundet mere, end jeg har måttet give afkald på. Hvad mine venner rundt omkring i verden angår, så er det jo nemt i dag med telefon og e-mail, og så er det jo bare ekstra forkælelse, når man så endelig kan ses med de mennesker, man virkelig holder af. Men der er jo også en grund til, at man bliver ved med at være venner. Det er et spørgsmål om, hvor stærkt venskabet er.

JOBBET SOM MODEL
Jeg vil gerne stoppe med at være model på et tidspunkt. Det har været en karriere, der har været nyttig og praktisk, og jeg er meget taknemmelig for den. Jeg har gået tre år på universitetet og dét, kombineret med jobbet som model, har været fantastisk. Men jeg vil gerne stadig være model, når der er en virkelig interessant opgave for eksempel med en stor designer, en dygtig fotograf eller et fantastisk firma med nogle gode, etiske retningslinjer, som jeg gerne vil støtte.

AT SKIFTE KARRIERE
Lige nu vil jeg hellere være skuespiller end model. Jeg har været model i de sidste ni år, og jeg har mødt og arbejdet med nogle fantastiske
mennesker, men det føles, som om det er en fase af mit liv, som jeg er ved at afslutte. Jeg har brug for nye udfordringer. Jeg har spillet skuespil, siden jeg var seks år gammel, og det var egentlig ikke noget, jeg ville gøre til en karriere, men da jeg blev spurgt, om jeg ville lave en film med Marilyn Manson, begyndte jeg at tage undervisning i skuespil i New York, og kom så i tanke om, hvor meget jeg plejede at holde af at spille skuespil, da jeg var yngre. Efter at have været med i The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009) fandt jeg virkelig ud af, at jeg gerne vil gøre karriere inden for skuespil.

FREMTIDSPLANER
Senere på året udkommer den næste film, jeg er med i (The Moth Diaries, red). Hvis jeg gerne vil noget, så gør jeg det til mit ét og alt. Jeg kan se de næste par skridt i min karriere for mig, og jeg har en vag ide om, hvor det bærer hen – og jeg håber virkelig, at det kommer til at gå fremad.

HEMMELIGE TALENTER
Jeg har rigtig mange hobbyer, dog er jeg ikke helt sikker på, om det er talenter … Jeg spiller klaver, jeg maler og skriver – men det er altså mest for min egen skyld.