Hvis du har en Nokia-telefon kan du nu hente en gratis app, som gør det muligt at leje fil direkte fra din Smart-phone ....
Nu er der godt nyt til filmglade Nokia-brugere, der ikke gider gå i DVD-butikken for at leje de nyeste Hollywood-film. Filmtjenesten Voddler har netop lanceret en gratis film-app til Nokias Symbian Anna-smartphones. App’en kræver ikke noget abonnement, og brugerne har både mulighed for at leje de nyeste storfilm mod betaling og se gratis reklamefinansierede film af lidt ældre dato.
– Vores brugere kan nu på en nem måde nyde film på deres mobil. Den særlige kopibeskyttelse, som Nokia anvender, og som er støttet af filmindustrien, betyder, at brugerne kan se de allernyeste film, som ellers tidligere kun har været tilgængelig i DVD-butikker eller via ‘video on demand’-tjenester. Det er helt nyt, at man nu også kan se disse film på sin mobil, siger Christophe Joyau, Head of Services hos Nokia.
Lige nu indeholder Voddler i alt 4.500 filmtitler, hvoraf de 250 kan ses på Nokia-smartphones, men antallet af udvides hele tiden. Lige nu kan du blandt andet se præmierefilm som ‘Venskab med fryns’, ‘Red Riding Hood’, ‘Due Date’ og ‘The Town’, samt moderne klassikere som ‘Harry Potter’, ‘Matrix’ og ‘Batman‘ og familiefilm som ‘Chicken Little’ og ‘Dinosaur’.
Voddler-app’en er indrettet sådan, at du kan starte med at se en film på smartphonen på vej hjem, og hvis du når at komme hjem, inden filmen er færdig, så kan du bare fortsætte med at se den på din computer eller på et tv med internetopkobling. Voddler husker, hvor du er nået til, så du ikke behøver at starte forfra.
– Vi ønsker at give brugerne mulighed for at se film hvor som helst og når som helst – uanset hvilken skærm de har inden for rækkevidde. Mange mobile platforme har forskellige forretningsmæssige og tekniske begrænsninger, men med Nokia-app’en kan vi tilbyde den fulde Voddler-oplevelse, siger Anders Sjöman, kommunikationschef for Voddler.
Voddlers film-app er nu tilgængelig i Ovi Marked og kræver blot en Nokia smartphone med Symbian Anna.