Er du nybagt mor, eller er du vild med at se billeder af babyer i søde outfits? Så er Julias nye site perfekt til dig
Enhver kvinde som har været gravid ved, hvor svært det kan være at finde tøj, der klæder en rund mave. Antal dage med stildillemmaer og tøjkriser er mange, og derfor kan det være rart med en hjælpende hånd.
Carine Roitfelds datter Julia Restoin-Roitfeld, som selv er et stilikon, er til gengæld en af dem, som har knækket koden og så altid fantastisk ud, da hun var gravid sidste år. Hendes stil-visdom og mange hemmeligheder vil hun nu dele med andre mødre. Derfor har hun lanceret et modesite for gravide og mødre, med både stiltips til mødrene selv og inspiration til børnenes garderobe.
Læs også om Julias mor, Carine Roitfeld, som er tidligere chefredaktør på fransk Vogue
Romy and the Bunnies
Julias modesite Romy and the Bunnies er opkaldt efter sønnen Romy, som hun blev mor til i maj, 2012. Siden Romys fødsel har Julia også erfaret, at interessen for ventetøj erstattes af en interesse for barnets garderobe, så snart barnet er født. Sådan har det i hvert fald været i Julias tilfælde.
“Mens jeg var gravid, blev jeg besat og fascineret af ventetøj, men da mit barn så var født, blive jeg besat af alt, der har med med babyer at gøre,” forklarer det smukke stilikon.
Romy and the Bunnies, som netop er ved at tage sine første digitale skridt, kommer til at indeholde interviews med stilige mødre – heriblandt vores egen danske skønhed, Helena Christensen – illustrationer af Baby Romy i designertøj, masser af billeder af Restoin-Roitfeld selv og selvfølgelig inspiration til baby-værelset og -garderoben.
“Jeg syntes, at det var så sjovt at være gravid, og nu elsker jeg at være mor så højt, at jeg havde lyst til at dele min erfaring – og fremtidige erfaringer, altid med modekant!” siger Julia Restoin-Roitfeld.