Mode

Irmapigen i nye rober

- 01/10/2009

Irmapigen får tre nye skønne kjoler

Efter at have taget til takke med den samme kjole i mere end 100 år får den legendariske Irmapige nu en helt ny og eksklusiv garderobe. Hele tre nye kjoler er det blevet til, designet af kjoleskrædder Jesper Høvring, tidligere Hübch und-designer Lisbeth Nordahl samt Line Markvardsen, der er personen bag Edith & Ella.

Gitte Matzen, marketingschef for Irma, siger om designerne:
“Deres kjoler emmer af hengivenhed over for Irmapigen. Desuden har de alle tre inddraget egne barndomsminder om Irma, hvilket gør designet personligt og sympatisk. Vi er meget stolte af de nye kjoler og utrolig glade for, at netop disse tre designere ville tage udfordringen op.”

Fashion på poser
Siden 1970’erne har Irma været formidler af danske kunstværker på de legendariske kunstposer, men i resten af 2009 vil de være lidt mere fashionable, når Irmapigens nye, fine kjoler kommer til at pryde dem. De tre modeller, der bærer kjolerne er i øvrigt alle tre ansatte hos Irma, ligesom poserne selvfølgelig fås i alle Irma-butikker. Mon ikke de japanske turister får et nyt hamstringsobjekt?

Kjoler på auktion
Fra 1. oktober drager kjolerne på turné til København, Odense og Århus, og skulle du gå hen og blive forelsket i en eller flere af kjolerne, så kan der bydes på dem til fordel for en god sag. Det sker, når de tre nye Irmakjoler bliver bortauktioneret ved DR’s store indsamlingsshow til fordel for Afrikas kvinder: ‘Afrikas Kvinder – Afrikas Fremtid’ i januar 2010.

www.irma.dk kan du se flere billeder og læse om designerne og kjolerne.