Om en lille måned kan du få fingrene i den danske udgave af iPad 2 ...
Det er ganske vist:
Den 25. marts begynder 2011 for alvor. Den dag kommer den opdaterede version af iPad’en, iPad 2, nemlig til Danmark – lidt af en sensation, da det er bare to uger efter, at den bliver lanceret i USA. Sidst skulle vi vente et halvt års tid, men denne gang behøver du ikke at vride hænderne og regne på, om det kan svare sig at tage en tur til New York; 22 sølle dage, så er den her, og så er dit liv forandret. For altid.
Store ord, men de passer. iPad 2 blev præsenteret i går aftes for verdenspublikummet (og dansk ELLE) i London i BBC’s hovedkvarter via live transmission fra San Fransisco, hvor selveste Steve Jobs, Apple-legenden, der ellers er svært cancer-ramt, var ved at gå til af glæde over den nye ‘tablet’. Og med god grund – for hold k…, hvor er den lækker!
Christina Vedel, PR for Apple i Danmark, var lige så spændt som resten af salen – alt har været hemmeligholdt indtil i går aftes, dansk tid. Meeeen, de fleste havde nok et kvalificeret gæt på, at der var tale om en ny version af iPad’en. Og den skuffede ikke!
Den er tyndere end en iPhone 4, den er dobbelt så hurtig og lettere end den eksisterende iPad og så fås den i to farver fra dag et, nemlig hvid og sort. Prisen er den samme som hidtil, nemlig (alt efter antal Gb) fra 499 dollar og op til 829 dollar.
Dertil kommer de allerede 65.000 eksisterende apps og to supercool nye til samlingen:
GarageBand, hvor du kan spille på alle de instrumenter, du ser foran dig – inklusive guitarens strenge – og mixe op til otte lydspor på en gang samt et filmredigeringssystem, iMovies, hvor du kan klippe forskellige film sammen, selv lave lydspor etc. etc. Simpelthen genialt!
– Og så er der i øvrigt også hele to kameraer på, et for og et bag, så du dels kan filme og fotografere andre, dels filme dig selv. Så hvis du f.eks. sidder og skyper, kan du dels vise den, du taler med, hvordan du selv ser ud i øjeblikket, dels vende “blikket” ud mod rummet, så personen kan se, hvad du ser … Nå ja, en anden ny ting er også, at der følger et magnetisk omslag med, som dels både tænder maskinen og renser skærmen for skidt, når det tages af, dels sætter maskinen på sleep-mode, når det tages på. Og så kan det selvfølgelig foldes til en praktisk fod, så man kan sætte iPad’en fra sig i læsevenlig vinkel …
På sin vis er vi heldige herhjemme, at iPad 1 kom så sent; dermed har ikke alle nået at købe den, men du skal ikke et sekund betvivle, at du skal hoppe på vognen med 2’eren. Den er simpelthen – med Steve Jobs’ ord – magisk.
Og som han også sagde: “2011 is the year of the iPad 2”. Og han har ret.
Glæd dig til den 25. marts!