Se Anne Sofie Madsens kollektion designet til Oh Land
Design Talent – Magasin Prisen 2013 er navnet på en ny pris grundlagt af Magasin og GrenaaBuchard for at sætte fokus på morgendagens designere. Fire talentfulde designere er indstillet til prisen og har hver især skabt tre-fem outfits til hver deres artist, og har også fået hver deres mentor tilknyttet.
De indstillede talenter er Anne Sofie Madsen (mentor Charlotte Eskildsen, artist Oh Land), Nikoline Liv Andersen (mentor Henrik Vibskov, artist Mette Lindberg), Astrid Andersen (mentor Karl Oskar Olsen, artist Ukendt Kunstner) og Asger Juel Larsen (mentor Mads Nørgaard, artist Thomas Troelsen).
Vinderen præsenteres 3. oktober, og i dommerpanelet sidder bl.a. ELLEs moderedaktør Mie Juel. Du kan også være med til at bestemme, hvem der skal vinde prisen ved at stemme lige her.
Præmien er intet mindre end 500.000 kr. og et modeshow under modeugen i januar 2014.
I forbindelse med talentprisen har ELLE mødt den ene af de fire designere, Anne Sofie Madsen, hvis design er baseret på klassiske coutureteknikker som tilskæring og broderi. Det er i øvrigt tredje gang inden for blot to år Anne Sofie Madsen, der tidligere har tidligere været praktikant hos John Galliano for Dior og juniordesigner hos Alexander McQueen, er indstillet til en talentpris.
Du kan læse meget mere om Design Talent – Magasin Prisen 2013 i ELLEs-oktobernummer, der er på gaden nu!