H&M klar med næste kollektion fra Matthew Williamson
Efter stor succes med limited edition-kollektionen, der blev lanceret i slutningen af april, er H&M nu klar med flere sommerfarver og mønstre fra britiske Matthew Williamson.
Sommeren begynder den 14. maj – at dømme efter H&Ms næste designerkollektion, der på netop dén dag finder vej til cirka1.600 af kædens butikker verden over.
Igen er det den britiske designer Matthew Williamson, der står bag kollektionen, som har hans tydelige boheme-signatur med et strejf af etnisk inspiration.
Ifølge H&M og Williamson skal du således gå sommeren i møde i farvestrålende tunikaer, psykedelisk mønstret badetøj, florlette maxikjoler og lækkert tilbehør.
“Sommerkollektionen er indbegrebet af feriestil. Silhuetten er blød, og påfuglefarverne er blevet tilføjet toner af rød og pink. Jeg håber at kunne dele en flig af Matthew Williamson-verdenen,” fortæller Matthew Williamson, der også for første gang har lavet en herrekollektion.
“Her skal man forestille sig en Englishman, der har rejst over hele verden og som integrerer den inspiration, han har fundet, i sin personlige stil,” siger designeren.
Fejret med fest
Den første limited edition-kollektion skabte kø foran de få udvalgte butikker, hvor tøjet blev revet af bøjlerne af velforberedte fashionistaer i løbet af få timer.
Men også verdens it-girls var begejstrede, da de for nylig var med til at fejre kollektionerne på Manhatten i New York.
Den stort anlagte fest blev holdt på skibet The Majesty, som lå til kaj ved South Street Seaport. Mens Grace Jones spillede, beundrede gæster som Lucy Liu, Helena Christensen og Mary Kate Olsen den nye kollektion og lod sig fotografere med Matthew Williamson.
Se interwiev fra den røde løber til lanceringsfesten i New York her
Læs mere om Matthew Willamsons kollektion her
Læs her, om hvordan den første kollektion blev udsolgt på under en time