Lad en god handel blive en god gerning
Dansk Røde Kors’ Odense-afdeling har netop lanceret web-butikken rødekorsshoppen.dk, hvor der sælges alt fra legetøj til brugskunst
til forbrugere i hele landet, og overskuddet ubeskåret går til Dansk Røde Kors’ hjælpearbejde.
Idéen er, at godt købmandsskab og hjælpearbejde skal gå hånd i hånd, og på den ene side sikre forbrugerne kvalitetsvarer til fornuftige priser, og på den anden side skal det give en unik mulighed for at støtte Dansk Røde Kors.
Gennem de seneste 3 måneder har medarbejderne i Dansk Røde Kors’ Odense-afdeling derfor arbejdet på at få favorable aftaler hjem med forskellige firmaer, og kan nu præsentere Røde Kors’ første landsdækkende
webshop med salg af nye varer.
“Målet har været at skabe en forretning, der på den ene side kunne levere kvalitetsvarer til rimelige priser, og på den anden side tjene penge til Røde Kors’ hjælpearbejde”, fortæller Nicolaj Ebbesen, der er praktikant hos Dansk Røde Kors i Odense, og som fik idéen til siden.
Butikkens sortiment er en spændende kombination af alt til huset – lige fra legetøj til brugskunst – alt sælges
til konkurrencedygtige priser, og det samlede overskud går ubeskåret til Dansk Røde Kors’ hjælpearbejde i
Danmark og udlandet.
Flere store virksomheder har valgt at støtte projektet. På hjemmesiden vil det være muligt at støtte Dansk Røde Kors ved at købe varer fra Brio, Holmegaard, Rosendahl, TripTrap, Rice, Le Creuset og OBH Nordica.
Priserne ligner dem i en almindelig butik, men hele overskuddet går til Røde Kors.
“Det her er en fuldstændig unik mulighed for at støtte Røde Kors’ hjælpearbejde og samtidig købe
kvalitetsprodukter. Det har været meget vigtigt, at alle de produkter, vi sælger, er nogle vi kan stå
inde for både i forhold til produktionsforhold og kvalitet”, fortæller formanden for Dansk Røde Kors i Odense,
Lajla Hallundbæk.
Shop og støt det gode formål på én gang – mens du hygger i sofaen på: rødekorsshoppen.dk