Mode

Her er den nye Chanel-taske, du skal skrive på ønskesedlen

- 14/10/2019

Chanel har netop lanceret sin nye musthave-taske. Den lever selvfølgelig op til vores hedeste taskedrømme, og derfor er den fluks skrevet på vores ønskeseddel.

Det franske überpopulære, überluksus og überdyre modehus, Chanel, har netop lanceret sin nyeste taske, og som forventeligt er vi allerede begyndt at spekulere på, hvilke arvestykker eller kropslegmer vi kan pantsætte, for at få råd til Chanels nye klassiker.

Modens ’grand old man’ og Chanels kreative direktør, Karl Lagerfeld, døde som bekendt i februar 2019, og derefter har det været hans mangeårige højre hånd, Virginie Viard, der har ført den tunge arv videre.

Dét har hun gjort til ug, hvilket hun i den grad lige har manifesteret med Chanels nyeste taskemodel, som vi allerede spår en stor fremtid som moderne klassiker.

”Chanel 19” er navnet på vidunderet, der er en klassisk flap bag med det velkendte – men nyfortolkede – Chanel-CC-logo centreret omkring lukningen.

Foto: Chanel chanel-19-elle-dk.jpg

Taskens rem er ligeledes udført i den velkendte Chanel-kæde, der dog også har fået et kærligt og moderne 2019-tvist i form af en langt mere chunky version, end vi ellers er vant til at se på Chanels flap bags.

Og noget af det vi elsker allermest ved Chanels nyeste pige i klassen, er i øvrigt, at den både kommer med en kort ’top handle’-kæde, som du kan holde i hånden samt en lang rem, som du kan smide over skulderen.

Smukt? Ja. Smart? Ditto.

Læs også: Her er alle looks fra Chanels S/S 2020-kollektion.

Tasken er altså opkaldt efter året, den er skabt i, og dermed sender den et kærligt nik tilbage til sin storesøster – nemlig Chanels klassiske 2.55-model, der ligeledes er opkaldt efter sin fødemåned og -år, som altså var februar 1955.

I dag sælges den gamle model under navnet Reissue (idet Karl genoptog Coco Chanels 1950’er-design), men alt det kan du blive klogere på HER, hvor vi har samlet alt, du skal vide om Chanels klassiske tasker: Flap Bag, 2.55 og Reissue.

Chanel 19 fås i flere varianter, så lige meget om du er til en modstandsdygtig læderversion i f.eks. rød, blå eller hvid eller en efterårsklassiker i tweed-stof i bedste Chanel-stil, er der en Chanel 19 til dig.

Foto: Imaxtree chanel-19-bag-elle-dk.jpg

Du skal dog have den store pengepung med i byen, den dag du går i Chanel efter den nye taskemodel, for afhængig af størrelse, model og stof koster tasken fra 30.000 kroner og op.

Her er det dog, som altid, værd at bemærke, at Chanels tasker er en god investering, idet de kun er steget i pris, siden Coco Chanel åbnede sin første butik på 31 Rue Cambon i Paris i 1909.

Vil du blive klogere på præcis hvor god en investering en Chanel-taske faktisk kan være, så se med i galleriet herunder, hvor du kan få et overblik over prisstigningerne på den eftertragtede taske fra Chanel.