Mode

Henrik Vibskov præmieres

- 20/08/2009

Designeren Henrik Vibskov præmieres for underfundigt modeshow

Designeren Henrik Vibskov præmieres for underfundigt modeshow

Statens Kunstfonds Kunsthåndværk- og Designudvalg har præmieret Henrik Vibskov med 50.000 kr. for “The Solar Donkey Experiment Show”, der blev afholdt i Søndermarken 7. august i forbindelse med Copenhagen Fashion Week. Præmieringen begrundes således:

“Langt fra modeugens øvrige catwalks med deres “adgang-kun-for-inviterede” shows, indtog Henrik Vibskov fredag aften Søndermarken, hvor han viste sin nyeste kollektion frem for enhver, der var dukket op. Præmieringen tildeles især for den gennemførte sammenhæng mellem kollektion og show.

Der blev fremvist en spraglet palet af farver, materialer og stilarter. Det var beklædning, der lagde sig tæt op ad kostumer, men uden at miste hverdagslivets brugsværdi. En på alle måder gennemført ungdommelig og fandenivoldsk kollektion til både herrer og damer.Den overraskende scene, som blot bestod af langhåret græsplæne omkranset af parkens høje, mørke træer var meget passende til Vibskovs kollektion. Og her i naturens kulisser bænkede han denne aften hundredvis af øldrikkende tilskuere, alle var velkomne.

Appetitten på de fascinerende oplevelser var blevet skærpet med vandringen dertil ad den lanterneoplyste parksti. Undervejs sås levende installationer, som viste en række galimatiasagtige kostumer, som godt nok ikke hørte til årets kollektion, men som Vibskov havde lyst til at vise alligevel. Lugten af røgelse og dug var ganske passende til showets indhold. Musikken, der drev æsler – og til tider også publikum – til vanvid, passede også. Stemningen var mere lejrbål end modemesse, og det passede aldeles. Alt i alt en uhøjtidelig, underfundig og opløftende stund med dansk mode, når det er allermest nærværende.”

Se redaktionens blog fra modeugen her