Den amerikanske designer har i ti år defineret det italienske modehus med sit unikke syn på mode.
Siden 2013 har den amerikanske designer Jeremy Scott sat retningen for det italienske modehus Moschino, der blev stiftet af Franco Moschino i 1983, med kollektioner, der var alt andet end forudsigelige.
Men det er slut nu. For efter ti år ved roret har Jeremy Scott meldt sin afgang som chefdesigner og kreativ direktør for Moschino. I et Instagram-opslag skriver designeren, at “vi har haft det sjovt med at skabe designs, der vil leve videre for altid.”
Afgangen er bare den seneste i rækken af prominente designere, der for nylig har forladt deres poster hos kendte brands. For eksempel forlod Alessandro Michele sidste år posten som kreativ direktør hos Gucci efter syv år.
Jeremy Scott, der udover tjansen hos Moschino også har passet sit brand i eget navn, er kendt for at have transformeret det kitschede modehus Moschino ved at trække på husets arv og tilføre det popkulturelle elementer.
Dermed har han som designer givet modehuset en ny identitet, der rækker ud over deres ellers kendte logo-guldkæder og -bælter.
Det skifte gjorde han allerede tydeligt med sin første kollektion for Moschino. For husets AW14-kollektion var blandt andet inspireret af snacks og verdens mest kendte fastfoodkæde McDonald’s, hvorfor det ikoniske gule M var blevet fortolket på alt fra sweatre, tasker og caps, mens burgerkædens gule og røde farver også var at finde flere steder.
Forkærligheden for kapitalismens indflydelse på vores allesammens hverdag blev derefter kendetegnet for Scotts Moschino-kollektioner, der gang på gang gjorde hverdagens objekter, der ellers intet har at gøre med mode, til couture.
Som da han til husets SS16-kollektion havde brugt refleks- og arbejdstøj, gul advarseltape, stopskilte og rengøringsgiganten Ajax’ velkendte, blå vinduesrens som udgangspunkt for både tøj og accessories.
Eller da SS17-kollektionen bød på kjoler til påklædningsdukker lavet som rigtigt tøj – komplet med de hvide foldemærker. For ikke at glemme dengang han sendte Gigi Hadid ned af catwalken som en levende blomsterbuket ved husets SS18-show.
Også oppusteligt pool-legetøj, musikinstrumenter og chips- og chokoladeemballage er gennem gennem ti år blevet forvandlet til Moschino-couture under Jeremy Scott, der ligeledes har været bannerfører for tasker, der ligner madvarer og andre sjove ting. Som champagnekøler-tasken fra husets AW22-kollektion.
Samtidig har flere kendte superstjerner taget Scotts Moschino-kreationer og krøllede hjerne til sig. Blandt andre Katy Perry, der til Met Gala i 2019 dukkede op i Moschino-kjole udført som en lysende krystallysekrone, Lizzo og Gwen Stefani er blandt designerens fans.
Hvad næste kapitel for Jeremy Scott står på nu, har han endnu ikke røbet noget om.
Men at dømme ud fra hans annoncering på Instagram, hvor han skriver “Jeg er fyldt med spænding og og forventning, og jeg glæder mig til at dele det, jeg har i ærmet til jer”, så er der god grund til at glæde sig til designerens næste kapitel.