Nu sættes gamle og meget sjældne eksemplarer af magasinet Visionaire til salg - inkl. et magasin med Louis Vuitton-omslag
Mode- og kunstmagasinet Visionaire er altid en fryd for øjet, og det eksklusive magasin, som siden lanceringen i 1991 er udkommet tre gange om året i begrænset oplag, udgiver kun ekstravagante numre med et helt særligt skræddersyet omslag. Hvert nummer er forskelligt, og Visionaire har samarbejdet med alle fra Alexander McQueen til Karl Lagerfeld og Louis Vuitton.
Sidstnævnte samarbejde var til nummer 18 af magasinet, og magasinet blev solgt i Louis Vuitton-læderemballage (!) Der blev kun trykt 2.500 eksemplarer, og de blev alle solgt indenfor tre uger.
Nu kan du dog få fingre i Visionaires meget sjældne Louis Vuitton-nummer, samt 52 andre af magasinets eksklusive numre. De sælges alle samlet, og værdien er estimeret til 15-20.000 britiske pund, og det vil altså sige cirka 132-176.000 kr.
For fans af Visionaire (som har pengepungen i orden) kan vi fortælle, at det er nummer 6-13, 16-46 og 48-61, som er til salg. Foruden Louis Vuitton-nummeret gælder det blandt andet nummer 20, som blev skabt i samarbejde med BÅDE Comme des Garcons og Alexander McQueen, nummer 32, som indeholder postkort designet af Bruce Weber og leveret i en rejsetaske fra Hermes, og nummer 53, som blandt andet består af vinylplader og en pladespiller forklædt som legetøjsbil.
Eksemplarer af Visionaire bliver kun sjældent sat til salg, så auktionshuset Bonhams, som står for salget, forventer, at der bliver rift om magasin-pakken!
Til venstre ses nummer 20 af Visionaire, mens man til højre ser nummer 18, lavet i samarbejde
med selveste Louis Vuitton.