November måned starter stærkt ud med samarbejder, der inkluderer alt fra lækkert overtøj til elegante halskæder og legesyge tasker.
 
		To the Moon, Honey x Akua Objects
Det er ikke længe siden, To the Moon, Honey kunne præsentere sit samarbejde med danske Planet Nusa om en mindre kollektion til mødre og børn – og nu er Bea Fagerholt og Liv Winther klar med endnu et samarbejde i moderskabets ånd.
Sammen med det danske designstudio Akua Objects har de lanceret en særlig udgave af Akuas ikoniske Uma-hjertevedhæng – selvfølgelig i To the Moon, Honeys lysegule signaturfarve, hvorfor vedhænget, lavet i mundblæst Murano-glas, har fået navnet ‘Honey Quartz’. Alle vedhæng er unika og kan bæres i både en kæde, en snor eller noget helt tredje.
Vedhænget kan købes hos To the Moon, Honey og Akua Objects’ hjemmesider til 560 kr.
 
		Levi’s x Barbour
Heller ikke engelske Barbour ligger på den lade side. Efter for nylig at have lanceret sit samarbejde med Arket er de allerede nu klar med endnu et af slagsen – dennne gang med det ikoniske denim-brand Levi’s.
Med så ikoniske brands, der hver især er kendt for henholdsvis bivoks- og denim-materialer, er det naturligvis heller ingen overraskelse, at netop disse materialer er gennemgående i kollektionens designs. Kollektionen, som er inspireret af begge brands’ rødder i workwear-beklædning, består af både jakker, bukser, en hoodie, en T-shirt og en cap.
Kollektionen lanceres 30. oktober 2025 og er eksklusivt tilgængelig i Danmark hos Stoy, i Illum og hos Levi’s.
 
		Cos x Le Kilt
Det bliver næppe mere sæson-spot on, end når Cos teamer op med nederdelbrandet Le Kilt, som er kendt for sine genkendelige uld-skørter, som sender stærke referencer til traditionelle, skotske kilte med den karakteristiske nål i siden.
Samarbejdet mellem Cos og Le Kilt har resulteret i en kollektion, bestående af fire styles – to korte kilte, en lang og en blazer – hvor Le Kilts traditioner får et moderne udtryk takket være Cos’ stringente tailoring, som tilfører en grad af brugbarhed til heritage-designet – dog uden at spolere det klassiske og tidsløse design.
Kollektionen er desværre udsolgt på Cos’ hjemmeside, men vi krydser selv, alt vi kan – fordi vi heller ikke nåede at få fingrene i en nederdel – for, at de snart kommer back in stock.
 
		Louis Vuitton x Takashi Murakami
I forbindelse med den netop overståede Art Basel i Paris var – blandt alverdens udstillere – også Louis Vuitton at finde. Modehuset har netop præsenteret sit seneste samarbejde med den japanske samtidskunstner Takashi Murakami om en limited edition-kollektion, bestående af 11 forskellige udgaver af LVs ikoniske Artycapucines-tasker, som Murakami i anledningen har fortolket ind i sit legesyge, pop-kulturelle univers med blandt andet sci-fi- og kawaii-referencer.
Artycapucines VII – Louis Vuitton x Takashi Murakami-kollektionen har i øjeblikket en reservationsliste, som du kan læse mere om her.
 
					 
		 
		 
		 
		 
		