Mode

Endelig er der nyt om Phoebe Philos nye brand – og det er endnu bedre, end vi havde turde håbe på

- 29/06/2023

’Old Céline’-designeren er klar til at fylde hele din garderobe.

Få designeres afgang fra et modehus er blevet begrædt så meget, som da Phoebe Philo i 2017 forlod Céline (ja, dengang med apostrof). Hendes signaturstil, som i dag stadig hyldes og hædres og jagtes under hashtagget #oldceline var en helt særlig underspillet, hverdagselegance, hvor materialer, funktionalitet og æstetik gik op i en højere enhed – ikke langt fra det, der lige nu går viralt på sociale medier under navnet ’quiet luxury’.

For Philos design har aldrig larmet, men samtidig har man heller aldrig været i tvivl om, at man stod med noget umiskendeligt lækkert mellem hænderne, når det kom med ex-Céline-designeren som afsender.

Derfor var der naturligvis en udpræget trist stemning, da hun takkede af for det franske modehus for godt syv år siden, og savnet til hende blev på ingen måde mindre, da hendes efterfølger hos Celine (nu uden apostrof), Hedi Slimane, valgte at trække det ellers så fine og bløde Celine-univers i en dramatisk modsat retning.

Siden Philos afgang i 2017, hvor hun trak sig helt fra både branche og rampelys, har der været rygter (og håb) om, at hun en skønne dag ville starte et brand i eget navn. Og dette blev endelig en realitet i 2021, hvor designeren offentliggjorde, at hun ville vende tilbage til modescenen og lancere sit eget brand.

Med offentliggørelsen fortalte Philo, at hun havde konglomeratet Louis Vuitton Moët Hennesey med som minoritetsinvestor, og at hun ville skabe tøj og accessories med afsæt i udsøgte kvaliteter og design. So far, so good.

I februar i år afslørede Philo, trods sin konsekvente afstandtagen fra sociale medier, på Instagram at brandet, der i al sin enkelhed kommer til at hedde Phoebe Philo, vil blive lanceret i september 2023 på phoebephilo.com og at der vil blive åbnet for, at man kan skrive sig op i juli 2023.

Profilen fik 195.000 følgere hurtigere, end man kan sige ”Old Céline”, men har – i bedste Philo stil – ingen opslag (det første og eneste er taget ned igen), og profilen følger ingen.

Der er derfor god grund til at tro, at Philo går analogt til værks med sit projekt og holder pressen i en armslængde fra livet, præcis som hun altid har gjort.

Men her, kort inden man efter sigende skulle kunne registrere sig på phoebephilo.com (om det er til pre-sale eller nyheder, vides ikke), kom der alligevel lidt nyt på Philo-fronten. Nemlig lidt flere detaljer om selve kollektionen.

Og det lader altså til, at Phoebe Philo satser hele butikken og lancerer et helstøbt brand fra dag ét; komplet med ready-to-wear, lædervarer, smykker, solbriller og sko – i alt 150 elementer i første kollektion.

Desuden forlyder det, at Phoebe Philo har signeret den canadisk-ukrainske model Daria Werbowy som ansigt for brandet – og flere vil genkende modellen fra Philos gamle Céline-kampagner.

Selvfølgelig er intet 100 % bekræftet af Philo selv.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Fra Prinsesse Diana-referencer til eksklusiv show-lokation: 5 grunde til at Jacquemus-showet blev årets mest omtalte