Så er der hilsen fra ELLEs chefredaktrice Cecilie Christiansen...
Det nye ELLE er på gaden og propfyldt med mode, mænd og kærlighed – ELLEs chefredaktrice Cecilie Christiansen byder velkommen til det nye magasin og viser et udvalg af sine personlige oktober-favoritter.
Tekst: Cecilie Christiansen. Portrætfoto: Asger Mortensen
“Vi er ret afhængige af at give hinanden et kys om morgenen …”
… fortæller den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bach til ELLE i denne udgave om forholdet til hustruen Karin gennem 28 år. Og bl.a. det rituelle morgenkys spillede en afgørende rolle i overvejelserne om, hvorvidt han skulle takke ja til jobbet som undergeneralsekretær i FN.
Læs også: Download det nye ELLE direkte på din iPad her
Vi har mødt ham og tre andre cool mænd, hvis karriere og liv ikke hang sammen uden deres kæreste eller ægtefælle. Og ikke mindst har vi mødt de kvinder, der står bag dem. I tykt og tyndt, medgang og modgang, morgen, middag, aften og nat (som Karin, der trods eget travlt job og deres fælles landbrug gerne står op og stryger en skjorte til Christian i de meget tidlige morgentimer, hvis han har brug for det for at kunne fokusere).
Læs også: Få et smugkig i ELLEs november magasin
Kvinder, som nogen måske vil mene har ofret deres egne drømme, for at mandens karriere kan lykkes. Det har de til dels også – men kun for en kortere periode som Felix Smiths kæreste, Marie, der har skruet ned for sine ambitioner som kok og op for husmor-genet, mens børnene er små, eller cykelrytteren Jakob Fuglsangs kæreste, Loulou, der har lagt sin modelkarriere på hylden, fordi de ikke kunne være to, der hele tiden befandt sig et nyt sted på kloden, mens f.eks. kost- og træningseksperterne Thomas Rode og Thilde Maarbjerg har rettet deres karrierevej ind, så den er blevet et fællesprojekt; et job skabt af og for de to som par. Fælles for dem alle er, at de gør det, fordi de er to, der VIL hinanden. Fordi de tror på fællesskabet. Og fordi de er helt enige om prioriteringen, så diskussioner om støvsugning, sure sokker og om, hvorfor han ikke bare for en enkelt gangs skyld kan blive hjemme, ikke får lov at sætte dagsordenen. Mød de fire inspirerende par på side 65.
Læs også: Vind en Balenciaga ‘city bag’
Vi retter også blikket mod tidens mandetype med det knap så flatterende kaldenavn spornoseksuel. ELLEs USA-skribent, Annegrethe Rasmussen, kradser i en overfladeverden, hvor overdreven narcissistisk kropsdyrkelse, sex (eller mangel på samme) og vold er livsindholdet – og dykker ned i, hvad tendensen betyder for både mænd og kvinder anno 2014. En tendens, der bl.a. er benzin på bålet til hellig krig … Læs Annegrethes tankevækkende artikel på side 58.
I det hele taget er omdrejningspunktet i denne udgave mænd – modemæssigt kigger vi på sæsonens maskuline militærtrend, vi guider dig til dine nye denim-musts, og så har vi nærstuderet mandens skønhedsprodukter, så du bl.a. ved, hvilken creme der både giver dig og kæresten kysseklare kinder. Også om 28 år.
Rigtig god læselyst
Pssst.. Se Cecilies oktober-favoritter i galleriet nedenfor!