ELLE AWARDS

“Legesygen er en nøgle, der låser alle døre op”

- 11/04/2017

Oh Land og Signe Lindkvist danner til sammen den forrygende duo, som styrer slagets gang til ELLE Style Awards den 23. maj. Vi har mødt de to kvinder til en snak om at gøre hver dag til en fest. Læs et uddrag af interviewet her...

Vi har inviteret Oh Land og Signe Lindkvist til sammen at styre slagets gang ved årets største modefest, ELLE Style Awards 2017, den 23. maj. I den forbindelse har vi mødt de to legesyge kvinder, som er rørende enige om, at livet er for kort til ikke at sætte lidt kulør på det hele. 

Vi giver her et uddrag af artiklen, som du kan læse i dens fulde længde i ELLEs majnummer, som er på gaden nu. 

Vi møder den kulørte duo i Oh Lands nye hus, som indtil for nylig har været et cirkushjem med gøglerskole, garager og plads til dyrehold; bygninger, som nu blandt andet rummer mandens atelier og Oh Lands pinkfarvede lydstudie. 

Selvom flertallet måske vil sige, at Oh Land og Signe Lindkvist med deres farverige hår og sprudlende personligheder sætter lidt mere kulør på hverdagen end de fleste, er de ikke enige:

“Tit, når folk opfatter os som måske mere festlige end andre, så tror jeg faktisk ikke, at vi er en skid mere festlige, jeg tror bare, vi er gode til at fremhæve det, der er det festlige. Og hvis man er god til at huske at holde skovtur på gulvet, og hvis man er god til at huske at male sit studie lyserødt, så bliver livet bare meget sjovere”, siger Signe Lindkvist. 

Og den betragtning er Oh Land enige i og tilslutter:

“Legesygen er en nøgle, der låser alle døre op, og så er der ligesom frit løb.”

Selvom de to værtinder ikke rigtigt kender hinanden, føles interviewet med Oh Land og Signe Lindkvist som en on going samtale mellem to veninder. Første gang de to kvinder bondede var til et modeshow, hvor de faldt i snak over hinandens vilde hårfarver. Om det siger Oh Land:

“Jeg synes altid, det er rart, når der er nogen, der ligesom tør bare at være sig selv. Og ikke skulle leve op til et eller andet. Og hver gang jeg støder på det, så bliver det sådan en umiddelbart glæde.”

Og det at turde være sig selv, det må man sige, at begge kvinder besidder. Oh Land og Signe Lindkvist er nemlig rørende enige om, at livet skal leves til fulde og ikke behøver at være kedeligt:

“Det er da kæmpesynd for en selv, hvis man har et liv, som er røvkedeligt, og man ikke får noget ud af det. Hvis man ikke får prøvet at gå i den flotte kjole, man altid har drømt om, og hvis man ikke får prøvet at rutsje sine badebukser helt i stykker på en vandrutsjebane”, siger Signe Lindkvist. 

Læs også: ELLE Style Awards 2017: Køb din billet allerede i dag

Vi er slet ikke i tvivl om, at ELLE Style Awards 2017 bliver en kæmpe fest med disse to sprudlende kvinder ved styrbordet, og vi er ret spændte på, hvad vi kan vente os af dem. Under interviewet nævnte Signe Lindkvist noget med lyserødt sne, puddelhunde, balloner og et svævende flygel… Om det bliver en realitet, finder vi ud af den 23. maj. Vi glæder os!

Læs hele interviewet og se Cecilie Elisabeth Rudolphs smukke CabarELLE-print i sin fulde herlighed i ELLEs maj-magasin, der er på gaden indtil 27. april!