Endnu et genialt samarbejde, som betyder lækkert designertøj til få penge. We love!
Fredag var dagen, hvor du i landets Weekday-butikker kan købe den cool Eley Kishimoto-kollektion, der er blevet til som et samarbejde mellem de to mærker.
ELLE mødte Mark Eley og Wakako Kishimoto, ægteparet bag det londonbaserede mærke Eley Kishimoto, der er kendt for deres smukke prints og konceptuelle designs, og hørte bl.a. om tankerne bag samarbejdet.
“Det var faktisk Elinor, Weekdays PR-chef, der fik det hele startet – hun har længe kommet til vores shows og fremvisninger og vi har efterhånden fået et godt forhold til hende. Og så en dag kom vi til at tale om samarbejder og hun spurgte om vi kunne tænke os at lave noget med Weekday. Vi vidste at Stine Goya, der var en af Wakakos elever på Saint Martins School of Art and Design tidligere havde lavet et og været glad for det – så vi gjorde det.
Det er en rigtig god måde for os at vise det skandinaviske marked hvad vi er og til billige priser – vi har allerede fans her, men det er sjovt at komme bredere ud.
Weekday passer godt til os – selvom tøjet er billigt kan man mærke at der faktisk er nogen der har designet deres tøj – at designerne bag har tænkt over det. Og så føles de ikke som en grådig virksomhed, det er personligt og meget empatisk.”
Gul jerseykjole, Eley Kishimoto for Weekday, 300 kr.
“Det sværeste ved processen har været ikke at være med på hvert enkel skridt af vejen til det færdige produkt. Vi har selvfølgelig tegnet tøjet og lavet mønstrene, men der fra og til vi stod med det færdige produkt i hånden har vi ikke været ind over. Så da åbnede kassen med tøjet blev vi meget glade – det var helt som det skulle være! Normalt er vi med hele vejen – syersken spørger hvis der er noget hun er i tvivl om, vi ser med det samme om noget skal være anderledes og vi har muligheden for at røre ved materialerne hele vejen igennem.
Men her er det alligevel virkelig gået glat, det har været meget organiseret – men også meget som vi havde forestillet os at det ville være at arbejde med skandinaver!”
Blå og hvid kjole, Eley Kishimoto for Weekday, 550 kr. Strikbluse, Eley Kishimoto for Weekday, 450 kr.
“Kollektionen hedder “The Other Block” og er inspireret af det grafiske – og så har vi tænkt på en pige, fra en meget konservativ familie, der ikke må gå til fester men som så gør det alligevel. Hendes udvikling er at se i farverne og mønstrene og så er snittene alligevel meget konservative. Det er lidt en “good girl meets bad boy” historie!”
“Vores favorit på kollektionen er den lange strikkede cardigan (Øverste billede, red.). Den er vi virkelig tilfredse med – og faktisk strikkede Wakako selv en lille prøve på den først!”