Mode

Designeren bag Meghan Markles brudekjole i nyt samarbejde med highstreet-gigant

- 16/08/2023

Hun har siddet i spidsen for nogle af verdens mest eksklusive modehuse, og nu kan du få en bid af hendes designs til overkommelige priser.

Fra den 15. september 2023 er designer Clare Waight Keller aktuel med en eksklusiv kollektion for japanske Uniqlo, der har fået navnet UNIQLO: C.

Måske navnet ikke umiddelbart siger dig noget, men der er altså tale om en af modens stille mastodonter. Clare Waight Keller har nemlig tidligere været ansat hos flere af største modehuse i verden. Først hos Calvin Klein og Ralph Lauren for senere at rykke til Gucci under Tom Ford, hvor hun stod i spidsen for husets accessories. 

Siden har hun være Creative Director hos både Chloé og Givenchy, hvor hun blev den første kvinde nogensinde til at betræde chefstolen for både couture- og ready-to-wear-kollektionerne hos det franske modehus. 

Det var også hos Givenchy, at Waight Keller i 2018 designede den brudekjole, som Meghan Markle havde på, da hun blev gift med prins Harry af Storbritannien og blev hertuginde af Sussex. 

Foto: Jane Barlow/Ritzau Scanpix

Meghan Markle og prins Harry den 19. maj 2018.

Designeren forlod i 2020 jobbet hos Givenchy, og er altså nu aktuel med sit allerførste samarbejde for Uniqlo.

Kollektionen vil inkludere en masse basis-items, som er blevet genskabt både i oversize udgaver og i flydende silhuetter, der er perfekte til det kommende efterår. Find for eksempel strømlinede trenchcoats og plisserede nederdele eller mere afslappede overdele som termo-bomberjakker. 

Se nogle af vores favoritter herunder og glæd dig til den 15. september 2023, hvor kollektionen lander online og i alle butikker til Uniqlos budgetvenlige priser. 

Foto: PR
Foto: PR
Foto: PR
Foto: PR

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.