Mærket blev hurtigt kendt for deres perfekte T-shirts, men meget er sket siden deres medvirken i programmet
Flere tøjvirksomheder har gennem tiden lagt vejen forbi det populære iværksætterprogram ‘Løvens Hule’ på DR, hvor de har fået løver med på holdet for at ekspandere forretningerne.
En af dem er Bareen, der i 2021 imponerede dommerne med deres take på den perfekte, hvide t-shirt og fik Jacob Risgaard og Christian Arnstedt til at købe sig ind i deres forretning.
Siden er der sket en hel del for tøjmærket, der oprindeligt hed Bare en T-shirt. For udover et navneskift er brandet vokset og tilbyder i dag ikke bare T-shirts, men alskens loungewear og sportstøj.
Og nu er Bareen klar med næste skridt. Brandet har nemlig netop slået dørene op til deres allerførste, permanente flagskibsbutik i hjertet af København, der markerer en ny tid for brandet, hvor spændende samarbejder blandt andet venter forude.
Med neutrale toner og rene overflader i stål står butikken som en skarp kontrast til det bløde tøj, og understreger det nye univers, som Bareen repræsenterer.
Bareen er ikke det eneste brand, der på det seneste har åbnet fysisk butik i København. Tidligere i år åbnede sneakerbutikken Naked deres nye, store konceptbutik, mens både Burberry og Cos har rykket rundt på Strøget og slået dørene op til nye, fysiske shoppingoplevelser.
Også Tekla har i år åbnet butik i hovedstaden, solbrillemærket Flatlist ligeledes for nylig har indviet helt ny butik og creative space i Indre By, og det ikoniske 90’er-brand Esprit har været gennem en rebranding og åbnet en shop-in-shop i Illum, som er den første i brandets helt nye visuelle identitet.
Derudover har det svenske brand Jeanerica har også lige åbnet en shop-in-shop i Illum, som kan besøges på 2. sal.
Om der er tale om en decideret bevægelse, der udvider den digitale shoppingoplevelse med fysiske univers er måske meget at sige.
Men med den nylige åbning af Bareen er København i hvert fald blevet rigere på endnu en butik, der er besøg værd for dig, der elsker retail therapy. Du finder butikken i Ny Østergade 10, 1301 København K.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.