Companys slår dørene op til en ny og flottere butik ...
Companys genåbner deres originale flagskibsbutik på Strøget efter en gennemgribende ombygning. Butikken hedder nu Companys Original, men det er ikke kun navnet, der er forandret.
I 1985 var man modebevidst, i 2012 er man en fashionista.
Uanset hvad kvinder med fingeren på trendpulsen kaldes, er deres københavnske strøgtur begyndt med et besøg i Companys. Sådan bliver det også i fremtiden.
Alle trendelskende kvinder med hjerter, der banker for mode ved, at modetrends skifter hurtigere, end man kan nå at gå sine nye stiletter til. Derfor følte ejerkredsen bag Companys på Strøget ikke, at butikken skabte en tilfredsstillende ramme for tidens trends og kundernes behov, og gjorde med det samme noget ved den følelse:
“Vi lukkede butikken og startede en komplet genopbygning. Vi har gentænkt strukturen for en fashionbutik, og skabt vores svar på en modenysgerrig og kvalitetsbevidst kvindes drømmebutik. Hvor man tidligere også kunne købe herretøj, har vi tilladt os alene at fokusere butikken omkring kvinder. Navnet “Companys Original” symboliserer på den ene side, hvordan denne butik var den første af alle Companys butikker, men samtidig også at den efter ombygningen adskiller sig fra andre modebutikker. Blandt andet ved at være illustreret i samarbejde med den australske kunstner Elisa Mazzone.” siger Brand Director for Companys, Claus Gravesen.
Nogle af de mange lækre brands, du kan shoppe i Companys er Repetto, Surface to Air, Sonia by Sonia Rykiel, Rika, See By Chloe, Designers Remix, Equipment, By Malene Birger, 3.1 Phillip Lim, Acne, Baum Und Pferdgarden, Saint Tropez, InWear, Part Two, Soaked in Luxury, Tiger of Sweden og mange flere.