Der var countrystemning til Chanel SS/10 showet i Paris
Lagerfeld kan bare sit kram, og denne gang var der countrystemning på catwalken, hvor den verdensberømte designerens nøje udvalgte modeller gav Chanels formelle udtryk lidt kant, da de flirtende travede over podiet i Paris.
De smukke piger klædt i Lagerfelds SS/10 kollektion lignede noget, der lige var blevet taget på fersk gerning i stalden og endnu ikke havde fået børstet halmen af tøjet. Håret var uglet, men blikket i øjnene var langt fra skamfuldt.
Alligevel formåede podieansigterne i de lårkorte klæder at bevare lidt af deres idylliske sødme og al deres gode stil med både træsko og klassiske Chanel-snit i lyse farver.
Taljen var i fokus, og der var bouclét at spotte overalt, men detaljerigdommen bragte nye elementer med sig, og store metallic armbånd med logo, perler, et hav af fingerringe og lige så mange lårsmykker gav sammen med pyntede briller og dekorative halskæder publikum noget at kigge på.
Sommerstemningen blev understreget af blomstrede kjoler og blomsterbesatte tasker, men også både røde og sorte styles var at finde i kollektionen.
En lys og shiny klassisk Chanel-taske, florlette materialer, elementer af blonder og draperinger samt transparente stoffer udgjorde kronen på værket i et hele vejen igennem fuldført show, som blev afsluttet med en syngende Lily Allen på scenen.