Og det ligner ikke noget, vi har set før
Haute Couture-modeugen i Paris er i dag startet.
Og traditionen tro åbner Schiaparelli ballet, når de mest prominente modehus de næste par dage viser deres creme de la creme indenfor skrædderkunst og modehåndværk.
Trods den spektakulære mode var det dog skuespiller Zendaya, der løb med spotlyset, da hun ankom til modeugens første show mandag.
For her viste ‘Euphoria’-stjernen nemlig et helt nyt look, vi ikke har set før. Særligt båret frem af en helt ny frisure. Med et skarpskåret kort pandehår og glatte længder, der med sporadiske totter var redt frem foran øret, gav hun nemlig en helt futuristisk vibe.
Og det er et helt nyt hårlook fra skuespilleren, som vi er vandt til at se med mere romantiske frisurer som ‘The Bob’ eller skødesløse krøller, som vi kender dem fra stjernens ‘Euphoria’ look.
Det er dog bestemt ikke fordi, at vi ikke kan tilslutte os det nye dramatiske look fra superstjernen, som var iført en ekstravagant sort kjole med silkeskørt og overdimensioneret slæb. Hvad man må formode er fra det franske modehus selv. Looket blev fuldendt med elegante sorte Christian Louboutin-stiletter.
Skuespilleren er i år aktuel til efterfølgeren på sci-fi filmen Dune, hvor hun spiller overfor Timothée Chalamet.
Vi fristes dermed til at tænke, at det nye futuristiske image muligvis kan have noget at gøre med superstjernens forberedelser til den kommende pressetur.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.