De koster endda under 1.000 kr.
Hvis du troede, at Barbie-feberen ville stilne af, efter den længeventede ’Barbie The Movie’ havde premiere i slutningen af juli, så kan du godt tro om igen. Vi er nemlig langt fra færdige med at dissekere de outfits, Margot Robbie har på i titelrollen.
Et af de mest mindeværdige looks var nemlig hverken pink eller plastic-fantastic, men snarere påfaldende ordinært.
Vi taler naturligvis om Barbies sidste look i filmen, hvor hun endegyldigt entrerer ’den virkelige verden’ og det er iført noget så almindeligt som et par jeans.
Men overlad det til Margot Robbie (Barbie eller ej) at finde netop dét par, der siden har givet os våde drømme.
Fra det perfekte højtaljede, men ikke for højtaljede snit til de lige ben, der ikke er for posede til de diskret blottede ankler og den fine, lyse denim-vask er der nemlig tale om et par jeans, der vitterligt går an til alle anledninger – og passer ind i alle garderober.
Den model, der er tale om, er lige så australsk som Margot Robbie selv. Der er nemlig tale om modellen A 94 High Slims fra det ærke-australske brand, A Brand.
Tilsæt lyserøde Birkenstocks og du er klar til at indtage den virkelige verden, Barbie-style.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.