Vi har aldrig set den slags sko på den røde løber før – og slet ikke tilsat gallakjole.
Alt var yndigt, da Jennifer Lawrence ankom til premieren på sin dokumentarfilm ’Anatomy’ til filmfestivalen i Cannes iført en fuldkommen guddommelig rød kjole fra Christian Dior Couture.
Faktisk var hun billedet på alt, man forbinder med ægte, old school Hollywood glamour med sit udslåede, honningfarvede hår, diamanter om halsen og kjolen med tætsiddende corsage og voluminøst, gulvlangt skørt med slæb og matchende sjal. Kort sagt: Der var intet at sætte en finger på ved ensemblet.
Lige indtil Lawrence løftede op i det tunge skørt for at bestige trapperne, der første op til salen, hvor filmen blev vist…
Det skulle nemlig vise sig, at den 32-årige Oscar-vinder gemte på en utrolig behagelig overraskelse under sin Haute Couture. Hun havde nemlig stukket fødderne i et par klipklappere, præcis som dem, man har på om sommeren på stranden.
Om det var en hemmelighed, der skulle forblive skjult, og det udelukkende var for komfortens skyld, eller om valget af fodtøj var en diskret protest mod den strikse dresscode, der tilfalder særligt kvinder til filmfestivalen, hvor koden foreskriver høje hæle, vides ikke.
Faktisk var der et år, hvor festivalen kom i modvind for at have afvist gæster på den røde løber, der ikke ankom i højhælede sko, til trods for at deres flade skovalg var betinget af medicinske årsager.
Årsagen til Lawrences valg af klipklapperne til sin gallakjole må dog forblive i spekulationerne, men vi ved fra hendes personlige stil, at hun sjældent vælger høje hæle til hverdag, men snarere komfortable valg som Adidas Samba-sneakers eller de fodformede Ozzy-ballerinaer fra The Row. Og hvorfor er det et princip, hun skal gå på kompromis med, bare fordi hun har gallakjole på?