For første gang i tre år har festivalen Glastonbury i England endelig åbnet dørene igen, og i den anledning kan du se nogle af de kendte, der gennem tiden har besøgt festivalen.
Mens vi herhjemme har Roskilde Festival som den største festival, har man i England Glastonbury Festival, der tiltrækker internationale topnavne og tusindvis af gæster – inklusive en masse kendte af slagsen.
Blandt andre supermodel Kate Moss og designer og tv-vært Alexa Chung er store fans af den britiske festival, hvorfor de flere år i træk har gæstet festivalpladsen.
Med dem er nogle af tidernes største festivaltendenser også kommet, hvoraf mange af dem er blevet faste klassikere i festivalgarderoben. Som for eksempel Hunter-gummistøvlerne og de afklippede denimshorts for bare at nævne nogle få.
De to er dog langt fra de eneste stjerner, der gennem tiden har lagt vejen forbi Glastonbury. Vi har her samlet nogle af dem, der for alvor har taget festivalstilen til sig gennem årene.