Celebrity style

Paris Hilton genskaber sit mest legendariske look fra sin 21-års fødselsdag

- 27/02/2023

Det er næsten ikke til at forstå, at der er 21 år mellem de to billeder.

Hvis der findes én dronning af Y2K-æraen, så må det uden tvivl være Paris Hilton, der løber med kronen.

Fra pastelfarvede Juicy Couture-sæt i velour til Ugg-støvler (dem med højt skaft, vel at mærke), trucker-kasketter og Chihuahua-hunde med bling-bling halsbånd findes der få, der sendte 00’er-moden afsted som Hilton.

I 2002, altså for 21 år siden, hvor Y2K-moden med Paris Hilton i front buldrede derudaf, fyldte hotelarvingen 21 år.

Det gik naturligvis ikke stille for sig, og til at markere dagen, trak Paris i det, der skulle blive et af hendes mest legendariske looks nogensinde: En mikroskopisk kjole sammensat af tusindvis af bittesmå sølvfarvede metalringe. Kjolen havde (selvfølgelig, det var jo 00’erne) et bredt halsbånd i samme materiale, og faldt løst fra de tynde skulderstropper i vandfaldsudskæring dybt under brystet og ned til midt på låret.

Ryggen var bar, for i 00’erne kunne man ikke vise nok hud.

Foto: Richard Young/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Og minsandten om Paris Hilton nu, 21 år efter 21-årsfejringen, i anledningen af en særlig Y2K-udstilling i Los Angeles ikke genskabte det ikoniske look. Og det er ærligt talt svært at forstå, at der er gået 21 år, når man ser Y2K-dronningen genopstå i sin sølvkjole.

Den nye udgave, der er designet af Nicole & Felecia, er skabt i et glimmertekstil frem for ringbrynje-materialet og er figursyet og dækker ryggen, men halsbånd, farve – og referencen – er stadig helt intakt.

Foto: Splashnews.com/Splash/Ritzau Scanpix
Læs ogå

Se billedet: Paris Hilton er blevet mor