Der er dømt svaneprinsesse for alle pengene.
Der er ikke sparet på gode modeøjeblikke til filmfestivalen i Cannes, som snildt giver store begivenheder som The Oscars og Met Gala kamp til stregen – og tiltrækker langt flere gæster, og endnu flere looks, idet festivalen løber over flere dage.
Men et af de bedste looks på årets sydfranske filmfestival blev i år leveret af Natalie Portman, der til premieren på ’May December’ ankom i en drøm af en Dior-kjole.
Og det var altså ikke en hvilken som helst kjolekreation.
Kjolen var nemlig en nyfortolkning af en ikonisk Dior Haute Couture-kjole, kaldet ’Junon’, som blev skabt for 75 år siden, i 1949, og som i dag er udstillet på The Metropolitan Museum of Art i New York.
Men det er ikke alle referencer i kjolen.
Nej, for ud over at sende et nik til den gamle couture-kjole, så har den genskabte kreation – som er designet af Maria Grazia Chiuri for Dior – med sine fjerlignende lag også referencer til en af Portmans mest karakteristiske roller, nemlig ballerinaen Nina Sayers i ’Black Swan’ fra 2010, hvilket jo er en ualmindeligt passende reference at hive frem på en filmfestival.