Fra Lagerfelds kendte kat på den røde løber til et massivt portræt i silke af aftenens hovedperson, blev der ikke sparet på kreativiteten til årets Met Gala.
Det er altid spændende at se, hvordan de mange kendte stjerner vælger at fortolke temaet til Met Gala. For med tidligere temaer som “Camp: Notes on Fashion” og “Heavenly Bodies” har der været rigeligt råderum for fortolkning.
Derfor var det også interessant at se, hvordan gæsterne ved årets Met Gala bar sig ad med et mere konkret tema, hvor Karl Lagerfeld var i centrum for festen. Sikkert er at sige, at der vist sjældent har været et mere overholdt tema, da adskillige kreative referencer til hovedpersonen fyldte den røde løber.
Herunder har vi samlet nogle af begivenhedens mest mindeværdige wauw-øjeblikke fra den røde løber.
Jared Leto som Choupette
Nok var aftenens hovedperson Karl Lagerfeld, men det holdt ikke skuespiller Jared Leto fra at hylde en anden kendt Lagerfeld-reference – nemlig Lagerfelds kendte kat, Choupette, som fulgte ham fra 2011 frem til hans død i 2019.
Leto ankom nemlig som en massiv version af designerens pelsede sidekick og vedholdt derved sin status som en af de mest leveringsdygtige gæster til Met Gala ved lige. Om det er mode, kan diskuteres, men det følger bestemt temaet.
Rihanna i fuld flor
Bogstaveligt talt. ‘Umbrella’-stjernen ankom nemlig til The Metropolitan Museum of Art pakket ind i en kjole lavet af hvide kamelia-blomster.
Blomsten, der er en inkarneret del af Chanels kendetegn, blev genindført af Karl Lagerfeld og er synonym med det franske modehus. Kjolen var dog skabt af Valentino som hyldest til designeren, og den bød i vaskeægte Rihanna-stil på et massivt slæb.
Doja Cats kat
Mens Jared Leto ankom i et kattekostume, gjorde hitmager Doja Cat sin Met Gala-debut som en couture-udgave af en kat. Iført en glimtende kjole af Oscar De La Renta med åben ryg og hætte med krystalbesatte katteører, var sangerens reference til Choupette til at komme udenom.
Det faktum, at Doja Cat endda var iført livagtige ansigtsproteser for at bringe katteillusionen endnu mere til live, beviste kun, at hun er en af tidens mest dedikerede modefans blandt de kendte. Om det var for temaets skyld eller for at matche sit eget navn, må katte-guderne vide.
Nicole Kidman i vintage Chanel
Skuespiller Nicole Kidman stod for et af aftens mest modehistoriske øjeblikke, da hun ankom i en Chanel-kjole skabt af Karl Lagerfeld i 2004, som hun bar i den ikoniske reklamefilm fra samme år for Chanels legendariske parfume, Chanel No. 5.
Den sart lyserøde kjole er pyntet med et overdådigt antal lyserøde strudsefjer og mere end 3.000 krystaller, der giver kjolen et magisk udtryk og viser, hvordan Lagerfeld i den grad satte sit præg på den franske modehus.
Florence Pughs Met Gala-debut
Gennem det seneste år har skuespiller Florence Pugh sat sit præg på røde løbere over hele verden og sikret hende en plads på ‘bedste klædte’-listerne op til flere gange. Derfor var der også høje forventninger til stjernens Met Gala debut.
Og hun skuffede ikke. Udover at ankomme med Valentinos chefdesigner Pierpaolo Piccioli iført et dramatisk headpiece af elegante sorte fjer, debuterede Pugh også en helt ny kronraget frisure, der matchede hendes look perfekt.
Jeremy Popes vilde slæb
Generelt blev der ikke sparet på længerne ved årets Met Gala, for flere stjerner ankom i massive skørter og metervis af smukke slæb. Skuespiller Jeremy Popes tog dog prisen som det mest opsigtsvækkende.
Han dukkede nemlig op et vildt look fra Balmain, hvor hovedattraktionen var det ni meter lange slæb, hvorpå et portræt af Karl Lagerfeld skabt af mere end fem kilometers(!) silkechiffon tronede frem på de kendte trapper.
Glenn Close
Der er ikke så meget at sige andet end “Wauw”. Glenn Close strålede som hun bevægede sig op af trapperne i en elegant og dramtisk drøm af en skræddersyet couture-kjole fra Erdem med detaljer inspireret af Chanels haute couture-kollektion fra 1983.
Lil Nas X i kropsmaling
Mens nogle ankom i så meget stof, at de knap kunne bevæge sig, var valget hos rapper Lil Nas X faldet på et mere luftigt look.
Han var nemlig ikke iført andet end et par sølvtrusser og plateausko, udover hundredevis af Swarowski-krystaller og perler påsat på sin krop malet med sølvmaling.