Sådan har aldrig set The Row-designeren før.
Når man tænker på det betuttede Olsen-tvillinger, Mary-Kate og Ashley, er der én ting (ud over deres umådeligt stilfulde og fabelagtigt dyre tøjbrand The Row), der falder en ind: deres evigt sorte eller helt farveneutrale outfits.
Om det er i sorte vintage læderlooks fra Chanel til Met Gala i 2020, eller deres ’uniform’ bestående af store, bredskuldrede, sorte blazere over gulvlange maxi-nederdele, er den sorte farve, de enkle snit og underspillede påklædningstilgang altid en gennemgående faktor hos Mary-Kate og Ashley Olsen. Præcis som vi kender det fra deres brand, The Row, som de begge er eksemplariske ansigter for, og stort set altid optræder i sammen.
Men lige så sjældent det er for tvillingsøstrene og forretningspartnerne at blive fotograferet hver for sig, lige så sjældent er det at se dem i andet end sort.
Det mønster bryder Mary-Kate Olsen dog nu, hvor hun ikke blot er blevet fotograferet alene, men endda i et look, der er så langt fra hendes og søsterens signatur, som noget kan være.
Til en frokost på Sant Ambroeus i New York ankom designeren nemlig i et uvanligt farverigt look bestående af en rød frakke, et sennepsfarvet tørklæde, løse, lyse jeans fulde af huller og skinnende, gyldne loafers.
Looket var ikke blot ukarakteristisk larmende for Olsen, men også for hele den æstetik, hun står for, hvor særligt The Row og Olsen-søstrenes stil er anerkendt for at være blandt de originale eksempler på den særligt fremtrædende ’stealth wealth’ eller ’quiet luxury’-stil, der bliver ophøjet på sociale medier lige nu.
Om tøjvalget var et overlagt valg fra Mary-Kates side for at gå mere under radaren,end hun ville have gjort i sit vanlige sorte look, eller om det markerer en ny stil fra den ene part af designduoen, er ikke til at vide.
Men sikkert er det, at det er milevidt stilmæssigt fra det The Row præsenterede til deres FW23 modeshow i Paris i starten af året, hvor den karakteristiske monokrome, stilrene og enkle æstetik stadig herskede i bedste velgående.