Barbie-skuespilleren skiftede til endnu et ikonisk Barbie-look til prisuddelingens efterfest.
At hele verden stadig ligger under for Barbie-feberen stod klart efter mandagens Golden Globe Awards.
Her viste skuespiller Margot Robbie sig nemlig endnu engang i et vaskeægte Barbie ensemble. Skuespilleren, der var nomineret for sin hovedrolle i Barbie-filmen, indtog den røde løber i en candyfloss lyserød pailletkjole.
Med sin tilhørende fjerboa var den en direkte kopi fra en af legetøjsdukkens egne kjoler, der blev lanceret tilbage i 1977. Og viste endnu en gang, hvorfor hele verden efterhånden har sat lighedstegn mellem den australske skuespiller og Barbie.
Det var Armani Privé, der stod bag skrædderkunsten, og man må sige jobbet var blevet udført til UG for at efterligne et aftenlook, der var en Barbie værdig.
Men overlad det til Barbie selv, eller skal vi sige Margot Robbie, at være et skridt foran, når det kommer til at mestre ‘Barbiecore’. For knap var blitzlysene knipset færdig, før vi igen spottede skuespilleren i endnu et Barbielook. Eller rettere det samme blot i sort.
Til prisuddelingens efterfest havde skuespilleren nemlig fået designet endnu en sort version af selvsamme kjole.
En version som vel at mærke også blev lanceret som et af Barbies aftenlooks tilbage i 1977.
For som det hør og bør sig til en vaskeægte Barbie så skal man selvfølgelig have sine yndlingskjoler i hver sin farve. Også selv om man af og til svarer på navnet Margot Robbie.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.