Celebrity style

Mandagsmuse: Twiggy

- 11/04/2016

60'ernes bud på Kate Moss er og bliver et ikon og et forbillede for alle kvinder. På trods af, at hun blot kom fra en lille, britisk arbejderfamilie og kun på grund af et rent tilfælde blev model, formåede hun at udrette noget stort og beundringsværdigt i den tid, hun var aktuel. Hendes kult er, den dag i dag, 50 år efter, stadig kendt og kult. Twiggy er ugens Mandagsmuse.

Vi kender hende bedst som det uundgåelige stilikon og den eftertragtede supermodel fra 60’erne, men Twiggy var (og er) så meget mere end det. I løbet af årene har hun også kunne tilføje skuespillerinde, sangerinde og designer til CV’et. Hun er ikke til at komme udenom, når man taler om stilikoner gennem tiden, og derfor tildeler vi hende, i denne uge, titlen som ugens Mandagsmuse. 

Foruden at forære Twiggy denne ærefulde titel på ELLE.dk, har vi også lagt fokus på 60’er-ikonet over dem alle i ELLE Maj-magasinet, som er på gaden nu, hvor du kan læse et spændende interview om springet fra arbejderklassen til stjernelivet, gennembruddet hos ELLE og Twiggy-feberen, der ramte hele verden i 60’erne. 

Læs også: Mandagsmuse: Charlize Theron

Hvem:

Lesley Hornby Lawson, født den 19. januar 1949, Neasden, Storbritanien.

Derfor skal du kende hende:

Hun er ikke bare et af den tids mest markante og populære stilikoner og modeller. Hun har også udgivet i alt femten singler og vundet to Golden Globes, for ikke at tale om hendes dommerplads i America’s Next Top Model. Twiggy er intet mindre end en legende, og hun har været en stor inspiration for mange kvinder helt tilbage fra hendes debut og hele vejen op til i dag. 

”Jeg var datidens Kate Moss. Og det mest sjove er, at vi er lige høje, 167 cm., og dermed begge for små til at være modeller efter almindelig standard, men vi havde det udseende, som passede til den tid, vi levede i,” siger Twiggy blandt andet i interviewet med ELLE. Læs hele interviewet på side 91 af ELLE Maj. 

Der er ingen tvivl om, at Twiggys enorme popularitet og succes bar præg af hendes markante look, som simpelthen bare var det ultimative look, da hun kom frem i midten af 60’erne. 

Alle talte om de store dådyrøjne, som var omridset af de lange mascara-belagte vipper og den lille, søde næse med de små uskyldige fregner og den perfekte buede overlæbe. 

En supermodel var skabt, men Twiggy viste sig at have mange flere talenter end blot det, hun primært kunne takke sit udseende for. 

Der gik ikke lang tid fra hendes internationale debut i 1967 til Twiggy-feberen havde ramt størstedelen af verdens piger og kvinder, som nu stræbte efter og drømte om at ligne den smukke model med dådyrøjnene, som var overalt i bladene og tidens andre medier. 

Kort efter sin debut som model, sprang Twiggy også ud som skuespiller og kort tid efter det – også som sanger. Hun formåede at have uoverskueligt mange bolde i luften på én gang, uden at udstråle det mindste lille strejf af stress på noget som helst tidspunkt. 

Ikonet fra 60’erne lever stadig i bedste velgående, og er stadig en aktiv spiller i modebranchen. Efter en lang pause med modelkarrieren, optog hun den, til manges glæde og jubel, igen i 2005, og er i dag blandt andet aktuel som kampagnemodel for Louis Nielsen. 

Behøver vi sige meget mere? Twiggy-feberen lever stadig den dag i dag, og hendes efterstræbte look er stadig ultra-kult på trods af, at det efterhånden er 50 år gammelt. Når ét look kan leve så længe og stadig være så anerkendt og populært, så fortjener man at blive hyldet, og det gør vi i dag ved at tildele Twiggy titlen som ugens Mandagsmuse. 

Læs også: De 12 mest romantiske filmscener til dig

Højdepunkter:

1966: Starter sin karriere som model

1966: Bliver (som 16-årig) udråbt som ‘The Face of 1966’ af the Dailey Express

1967: Får sit første internationale job for ELLE i Paris

1967: Får sit internationale gennembud som model

1970: Starter sin karriere som skuespillerinde

1971: Er aktuel i jazz-musicalen, Boy Friend

1971: Vinder to Golden Globes for sin rolle i Boy Friend

1974: Møder Michael Witney under castingen til W – Den ukendte hævner

1974: Er aktuel i thrilleren, W – Den ukendte hævner

1977: Bliver gift med Michael Witney

1978: Bliver mor til datteren, Carly Armstrong-Lawson 

1980: Er aktuel i filmene, Blues Brothers og There goes the Bride

1983: Bliver enke, efter ægtemanden, Michael Witney dør

1983: Bliver nomineret til Broadway’s Tony Awards for ‘Best Actress’

1985: Er aktuel i filmen, The Doctor of the Devil

1987: Møder Leigh Lawson under optagelserne til filmen, Madame Sousatzka

1988: Bliver gift med Leigh Lawson

1991: Er co-star i den engelske sitcom, Princesses

2003: Bliver en del af Top Model-juryen ved siden af blandt andet Tyra Banks

2005: Genoptager modelkarrieren

2006: Starter tøjkollektionen, the Twiggy Collection gennem Great Universal 

2016: Er aktuel som kampagnemodel for Louis Nielsen

Bonusinfo:

Twiggy kæmper mange gange årligt for forskellige former for velgørenhed. Især dyrevelfærd og brystkræft er blandt hendes kæreste hjertebørn, og de to emner bruger hun rigtig meget tid og ikke mindst rigtig mange penge på at støtte. 

Læs også: Undersøgelse: Derfor er det ikke altid en fordel at være smuk

Psst… Har du stadig ikke fået nok af 60’er-ikonet over dem alle? Så slå op i  ELLE Maj-magasinet. ELLE har nemlig mødt den veloplagte og voksne blondine til et interview, som du kan læse på side 91. 

Vi har desuden også samlet en masse billeder af Twiggy og hendes cool looks gennem tiden til dig i galleriet, så du kan få et ordentligt Twiggy-fix. Enjoy! 

Klik eller ‘swipe’ dig igennem billederne.