Celebrity style

Mandagsmuse: Bianca Jagger

- 28/11/2016

Bianca Jagger var 1970’ernes ultimative jetsetter, og det var hende, der i 1971 blev gift med rockikonet Mick Jagger forsanger i The Rolling Stones. I det aktuelle nummer af ELLE sætter vi spot på årtiet, hvor du kan møde 70’ernes lækreste selviscenesættere – og her er Bianca Jagger naturligvis i blandt. Derfor er hun denne uges mandagsmuse…

1970’ernes jetset fyrede den af på kultdiskoteket Studio 54 og mængede sig med kunstnere som Andy Warhol og tidens it-designer Roy Halston Frowick, der blev kendte under navnet ”Halston”.

I det aktuelle nummer af ELLE sætter vi spot på årtiet, og her kan du møde Bianca Jagger, som med sine markante træk, sorte hår og gyldne hudtone vandt rockikonet Mick Jaggers hjerte. Nicaraguanske Bianca Jagger står tilbage som et af 1970’ernes mest markante stilikoner, og derfor er hun denne uges mandagsmuse.

Hvem:

Bianca Jagger, (pigenavn: Bianca Pérez-Mora Macías) født d. 2. maj 1945 i Managua, Nicaragua 

Derfor skal du kende hende:

I 1970’erne var Bianca Jagger dronningen af kultdiskoteket Studio 54 og gift med Mick Jagger fra The Rolling Stones. Med sin unikke og flamboyante stil bestående af hatte med slør, suits, og masser af hvid som kontrast til Biancas gyldne hud går hun over i historien som et af 1970’ernes største stilikoner.

Men Bianca Jagger kan også skrive menneskerettighedsforkæmper på sit CV samt grundlægger af ”The Bianca Jagger Human Rights Foundation”, og lige fra begyndelsen af sit liv, har Bianca Jagger kæmpet for at nå dertil, hvor hun som 71-årig er i dag. Da Bianca Jagger var 10 år blev hendes forældre nemlig skilt, og fra da af voksede Bianca op hos sin mor, som måtte slide i det for at forsørge sine tre børn.

Men den nicaraguanske skønhed havde ambitioner for sin fremtid, og i 1966 vandt hun et stipendium, der gav hende mulighed for at studere statskundskab i Paris. Her blev hun bekendt med Gandhis ikke-voldelige succes, hvilket skulle blive en af grundstenene i ideologiske Bianca Jaggers dedikation til kampen for menneskerettigheder.   

Efter sigende mødte den unge studine sin mand, Mick Jagger, ved en fest efter en koncert med The Rolling Stones i Frankrig.

Med sin flotte udstråling og mønstring af det franske sprog imponerede Bianca ingen ringere end bandets forsanger, Mick Jagger. Parret blev gift i maj 1971 på Saint Tropez, og Bianca var på daværende tidspunkt fire måneder henne med deres eneste datter, Jade Jagger. Men ægteskabet varede ikke evigt, og i 1978 lod Bianca Jagger sig skille, fordi Mick Jagger havde en affære med modellen Jerry Hall – og det var ikke første gang, at Biancas rockstjerne ikke kunne holde sig i skindet. Efter bruddet har Bianca Jagger nemlig udtalt: ”My marriage ended on my wedding day”.

Læs også: ELLE januar // Nyt magasin på gaden + ELLE Decoration

Ægteskabet med Mick Jagger blev dog startskuddet for Bianca Jaggers vej ind i New Yorks jetsetliv af 1970’erne. Med sit cigaretrør og ikoniske stil, der talte masser af fjer og dertilhørende rødmalet mund, blev hun ven med tidens toneangivende pop art kunstner, Andy Warhol, og muse for designeren Halston, som tegnede stilen for 1970’ernes jetset-miljø. Og på sin 32-års fødselsdag slog Bianca Jagger sin stjernestatus blandt New Yorks inderkreds fast, da hun ankom til sin fødselsdag på Studio 54 båret af en hvid hest, der blev ført ind på klubben af en body-paintet mand.

Bianca Jagger red desuden videre på berømmelsens bølge, og i løbet af 1970’erne kunne hun også kalde sig skuespiller.

Men Bianca Jagger glemte ikke sine nicaraguanske rødder, og da hun i 1979 besøgte landet med Røde Kors, besluttede hun sig for at dedikere sig til arbejdet for menneskerettighederne. Her blev Bianca Jagger nemlig præsenteret for Somoza-regimets brutalitet over civilbefolkningen, og bare to år efter, i 1981, rejste hun til Honduras som del af en FN delegation. Her mødte hun 40 tilfangetagende flygtninge, som var ved at blive eskorteret til et sted, hvor man ville slå dem ihjel. Men Bianca Jagger og resten af delegation fulgte dem med deres kameraer, og da de nåede fangernes bestemmelsessted, og bødlerne stod klar, viede Bianca Jagger ikke tilbage. Hun viste dem sit kamera og råbte: ”You will have to kill us all!” Bianca Jagger, og resten af den modige delegation, fik frataget kameraerne, men alle blev sat fri. Senere har hun beskrevet episoden som et vendepunkt i sit liv.   

Siden da har Bianca Jagger vundet adskillige priser for sin indsats- og kamp for menneskerettighederne, men i 1980’erne havde hun endnu ikke lagt skuespillet på hylden, og medvirkede også i en række tv-serier. I højdepunkterne herunder har vi listet nogle af de priser, som Bianca Jagger har vundet, og tv-serier hun har spillet med i:

Højdepunkter:

1970: Møder Mick Jagger i Frankrig

1971: Bliver gift med Mick Jagger og føder datteren Jade Jagger

1977: Fylder 32 år og markerer fødselsdagen til hest på Studio 54

1978: Spiller med i filmene Flesh Color og All You Need is Cash

1979: Besøger Nicaragua med en delegation fra Røde Kors

1981: Besøger Hounduras med en FN delegation

1985. Spiller med i et afsnit af tv-serien Miami Vice

1987: Spiller med i et afsnit af i tv-serien The Colbys

1992: Bliver bedstemor til pigen Assisi Lola

1994: Modtager FNs ”Nations Earth Day Award”

1996: Bliver bedstemor til pigen Amba Isis

1997: Modtager prisen “Amnesty International USA Media Spotlight Award for Leadership”

2000: Udnævnes til ”Champion of Justice Award”

2006: Modtager prisen “World Citizenship Award” fra “The Nuclear Age Peace Foundation” 

2008: Bianca Jagger modtager æresprisen “Honorary Doctorate of Human Rights degree” af Simmons College i Massachusetts

2014: Barnebarnet Assisi gør Bianca til oldemor, og samme år får hun endnu et barnebarn

Se med i galleriet og få et gensyn med smukke Bianca Jagger – både som hun så ud i 1970’erne og i dag: